Fire is coming: "Game of Thrones"-prequel på vej

Den nye serie har allerede fået en varmblodig titel.

Så er der alligevel godt nyt at varme sig på for fans af "Game of Thrones". Bogstaveligt talt. For få timer efter nyheden om, at prequel-serien med Naomi Watts er lagt på is, er det nu kommet frem, at HBO har bestilt en anden prequel-serie med titlen "House of the Dragon".

Serien udspringer af George R.R. Martins bog "Fire & Blood", som foregår 300 år før begivenhederne i "Game of Thrones" og fortæller historien om House Targaryen i en tid, hvor dragerne herskede over Westeros. Der er dermed lagt op til en ildsprudende omgang vild og voldelig fantasy, når der engang blændes op for "House of the Dragon".

Se også: Brugeranmeldelse: Game of Thrones - Sæson 8

HBO har efter sigende bestilt serien i 10 afsnit, hvor Ryan Condal i samarbejde med George R.R. Martin skal levere manuskripterne, mens "Game of Thrones"-veteranen Miguel Sapochnik skal instruere flere af episoderne og agere producer. 

Det vides endnu ikke, hvornår den nye serie rammer HBO.

Kommentarer

Fire is coming: "Game of Thrones"-prequel på vej

  • ★★★2

    HBO har efter sigende bestilt serien i 10 afsnit, hvor Ryan Condal i samarbejde med George R.R. Martin skal levere manuskripterne

    HBO har en hemmelig plan om at holde Martin så travlt optaget, at han aldrig når at få skrevet de sidste bøger. På den måde kan deres slutning på serien ikke anklages for at være "langt fra Martins vision".

    HonoDelLoce30-10-19 21:37

  • ★★★★★0

    HBO har en hemmelig plan om at holde Martin så travlt optaget, at han aldrig når at få skrevet de sidste bøger. På den måde kan deres slutning på serien ikke anklages for at være "langt fra Martins vision".

    Morsom tanke, selv om vi jo godt ved at de egentlig er fucking ligeglade med hvad folk syntes om den slutning. 

    Lars! 1-11-19 08:01

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen