The King (NF)
Det er sjældent jeg slukker for en film, men det her gad jeg bare ikke sidde og glo på. Ukendte hovedpersoner, der oven i købet ligner hinanden, så man ikke ved hvem der er hvem. Slukkede og satte Catch me if you Can på i stedet.
What we saw
★★★★★★1- ★★★★0
yes, nu ved jeg den bliver god :)
- ★★★★★★0
Så må du jo tjekke den ud, og se om den er elitær nok :)
- ★★★★0
Så må du jo tjekke den ud, og se om den er elitær nok :)
Det plejer instruktøren at være og det har jeg så sandelig også tænkt mig at gøre i aften :)
- ★★★★0
Jeg er tæt på at synes The King er et mesterværk. David Michod sætter næsten ikke en fod forkert og ikke siden Kingdom Of Heaven har en film i denne genre fornøjet så meget. Og når jeg siger fornøjet, så er det afgjort ikke gjort op i action. Det er en film der beror meget på intelligent dialog og intriger. Unge Chalamet er i verdens klasse og overstråler de rutinerede drenge, selvom Edgarton virkelig også er fremragende. Mitchod vender lidt ryggen til genrens klicheer hist og her og begår en kunstnerisk, tankevækkende og stilfærdig film. Forvent IKKE alt for meget bulder. Den var alt det, sidste års Outlaw King ikke formåede at være.
God will’s it!! Det var en film jeg havde brug for.
★★★★★0Vildt nok.
- ★★★★★★0
The Rover (2014)
Jeg føler jeg er mere glad for instruktør David Michôd’s dystopiske thriller, end jeg nok egentlig burde være. Historiens kerne forekommer i hvert fald ualmindelig tynd og udbygges aldrig væsentligt.
Enkelte steder, forekommer den sparsomme og illusionsløse dialog også ret så forstilt og påtaget kryptisk. Måske i et forsøg på at give den en større kunstnerisk tyngde. Det er dog heldigvis kun i få scener, men de forstærker ikke helhedsindtrykket.
Men fornemmelsen af at der gemmer sig mere end øjet ser, kombineret med den rå tone og filmens fortabte karakterer, rykker alligevel et eller andet i mig. Særligt den første lille halve time er vitterligt fantastisk stemningsskabende.
Bedømmelse: 7/10
T. Nielsen 3-11-19 09:28
- ★★★★★★0
Bronenosets Potemkin (1925)
En for alle og alle for Sovjet….Instruktør Eisenstein’s film er nem at afkode, for der er intet at afkode. Den er et lysende klart eksempel på ren propaganda. Men det er også et fascinerende eksempel på selvsamme og så er det en filmteknisk delikatesse for sin tid.
Man kunne måske nok mangle nogle holdepunkter i form af en hovedperson. Men nu er det sådan at det er panserkrydseren Potemkin, der som idealistisk symbol på kommunismen, spiller hovedrollen.
Filmens højdepunkt, massakren i Odessa, er fremragende og smukt visualiseret i al dens gru.
Normalt er jeg ikke vild med nutidig rock- og elektronica musik til en film så gammel, men her vinder det mere og mere som filmen skrider frem. Peter Peter og Christian Nøhr’s musik er ganske enkelt eminent.
Bedømmelse: 8/10
T. Nielsen 3-11-19 09:47
- ★★★★0
Jeg snupper allerede et gensyn i aften med The King. Det var i øvrigt pisse fedt score af Nicholas Britell (Moonlight).
★★★★0Jeg er tæt på at synes The King er et mesterværk. David Michod sætter næsten ikke en fod forkert og ikke siden Kingdom Of Heaven har en film i denne genre fornøjet så meget. Og når jeg siger fornøjet, så er det afgjort ikke gjort op i action. Det er en film der beror meget på intelligent dialog og intriger. Unge Chalamet er i verdens klasse og overstråler de rutinerede drenge, selvom Edgarton virkelig også er fremragende. Mitchod vender lidt ryggen til genrens klicheer hist og her og begår en kunstnerisk, tankevækkende og stilfærdig film. Forvent IKKE alt for meget bulder. Den var alt det, sidste års Outlaw King ikke formåede at være.
God will’s it!! Det var en film jeg havde brug for.
Hvis ikke du har set BBC miniserien Wolf Hall, så kom igang.
Tror du også vil se den som et mesterværk. Hvilket den også er :)
- ★★★★0
Hvis ikke du har set BBC miniserien Wolf Hall, så kom igang.
Tror du også vil se den som et mesterværk. Hvilket den også er :)
Det har jeg ikke og den er hermed noteret. Takker for anbefalingen :)
- ★★★★★★0
BoJack Horseman Season 6 Part 1
Serien fortsætter på samme niveau, hvilket vil sige at det stadig er en af de bedste serier nogensinde. BoJack udvikler sig stadig som person, og det samme gør resten af de karakterer, vi følger: Todd, Diane, Mr. Peanutbutter og Princess Carolyn...well, måske ikke Todd...
Der er en genial balance mellem humor, absurde indslag og de hyperrealistiske episoder.
Ingen spoilers, kun en 10/10
★★★★★1Bullets Over Broadway - (1994)
Herligt underholdende Woody Allen film om en ung manus-forfatter, solidt portrætteret af John Cusack, der ikke vil gå på kompromis med sin kunst og så alligevel må sælge mere og mere ud for at få succes.
Allan serverer sin fortælling med en overordnet fin pointe i en historie der både er varm, morsom og faktisk også dejlig sarkastisk. Der leveres godt og overbevisende skuespil i de fleste roller og alt i alt, er det en film der kun kan betegnes som en elegant produktion.
Med replikker som ”Yes, but that's because you're a genius. And the proof is that both common people and intellectuals find your work completely incoherent. Means you're a genius”, er man solgt.
Bedømmelse: 8/10
Super anmeldelse, Thomas. :)
Jeg kunne ikke være mere enig i det skrevne og holder også selv meget af denne Woody Allen perle, der i mine øjne klart hører til blandt de bedste af hans nyere film fra 90'erne og frem til i dag. Replikkerne/dialogen - som jo altid har været Woody Allens trumfkort - er også denne gang ren vedensklasse og helt i, at den som du har fremhævet her er ret genial og sjovt skrevet.
John Cusack er også herlig som en erstatning for Woody Allen selv i hovedrollen som den unge manuskriptforfatter. Han var også med i Woody Allens "Shadows and Fog", hvor han også gjorde det rigtig godt, hvilket især skyldes at John Cusack har mange af de samme skuespilsmæssige træk som Allen selv har og derfor har en sublim fornemmelse for hvordan, at han skal time sit kropssprog og sine replikker, så de matcher Woody Allens ånd.
- ★★★★★★1
Super anmeldelse, Thomas. :)
Tak og til resten du har skrevet, kan jeg jo kun erklære mig enig. Jeg har dog ikke set Shadows and Fog. Men tænker jeg også skal tolke det skrevne som at den er værd at se?
T. Nielsen 3-11-19 14:22
- ★★★★★1
Tak og til resten du har skrevet, kan jeg jo kun erklære mig enig. Jeg har dog ikke set Shadows and Fog. Men tænker jeg også skal tolke det skrevne om at den er værd at se?
Ja, den er absolut værd at se. En herlig krimi-komedie der er utroligt flot og stemningsfuld filmet i sort hvid og med en markant inspiration fra tysk ekspressionisme i bedste Fritz Lang stil.
Undervejs i jagten på en gusten seriemorder - hvor Woody Allen leder an i den selvtægtsgruppe der forsøger at fange slynglen - er der så samtidig flere eksistentielle temaer oppe og vende. Det lyder måske lidt artsy fartsy alt sammen, men er det overhovedet ikke.
Det er lavet på en ganske uhøjtidelig og tilgængelig facon som gør, at filmen appellere til de fleste film-nørder. :)
- ★★★★★★1
Ja det ser sgu ret godt ud. Og autentisk som var det en ældre sag (eller også er det bare kvaliteten på min pc:-)
Det lyder måske lidt artsy fartsy alt sammen, men er det overhovedet ikke.
Er der egentlig noget tidspunkt hvor man ville sige dette om Allen's film? Af dem jeg har set, synes jeg han er ofte rammer en moden tone af begavet filmskabelse. Jeg har ikke oplevet det har kørt af sporet?
T. Nielsen 3-11-19 14:51
- ★★★★★1
Ja det ser sgu ret godt ud. Og autentisk som var det en ældre sag (eller også er det bare kvaliteten på min pc:-)
Er der egentlig noget tidspunkt hvor man ville sige dette om Allen's film? Af dem jeg har set, synes jeg han er ofte rammer en moden tone af begavet filmskabelse. Jeg har ikke oplevet det har kørt af sporet?
Jeg har flere gange hørt den kritik, dog mest i forbindelse med, når han har lavet dramaer. Men kritikken om at hans film skulle være elitære og snobbede - fordi han ofte har de store filosoffer og religiøse temaer ind over sine film - har også fundet vej til hans komedier. Jeg forstår det dog ikke - især hvad komedierne angår - fordi det, synes jeg, er meget tydeligt at han behandler sine temaer osv. med et glimt i øjet og ofte i stærkt satiriske vendinger.
Hvad dramaerne angår kan kritikken muligvis have noget at gøre med, at nogle synes at de er for tunge og selvhøjtidelige i deres stemning og fortælleform. Men det synes jeg ikke selv. Jeg betragter det blot som dygtigt og sobert håndværk fra en seriøs filmmager.
- ★★★★★★1
Jeg har flere gange hørt den kritik, dog mest i forbindelse med, når han har lavet dramaer. Men kritikken om at hans film skulle være elitære og snobbede - fordi han ofte har de store filosoffer og religiøse temaer ind over sine film - har også fundet vej til hans komedier. Jeg forstår det dog ikke - især hvad komedierne angår - fordi det, synes jeg, er meget tydeligt at han behandler sine temaer osv. med et glimt i øjet og ofte i stærkt satiriske vendinger.
Det appellerer måske ikke så meget til den lokale tømrer (sagt i al respekt), men synes på ingen måde de af hans film jeg har set har virket elitære. Jeg erkender dog at de nok før i tiden havde et ry for at være film for den, skal vi sige mere litterære del af befolkningen. Tror det nok var ca sådan de blev opfattet hvor jeg voksede op. Tror dog ofte også det var bygget på fordomme, da de ofte ikke havde set filmene.
T. Nielsen 3-11-19 15:18
★★★★★★0Fences.
Denzel Washington instruerer, sig selv og et fantastisk ensemble i en gribende hverdagshistorie, fra 1950'ernes Pittsburgh, om en mand som bestemt ikke er blandt guds bedste børn. Han har stjålet, han har dræbt (måske i selvforsvar), han er utro - og det er bare det vi hører om i filmens start. Samtidig er han omgivet af en fantastisk familie, hvor især hans altopofrende kone Rose holder sammen på det hele. Filmens titel har selvfølgelig en dobbelt betydning, dels på grund af et hegn som fysisk er under opførelse - men også på grund af de mange fortielser og den afstand Troy (Washington) opbygger i forhold til sine nærmeste, og til hans ven Bono.
Det er tydeligt at se at filmen oprindeligt er skrevet som et teaterstykke, da hovedparten af historien foregår på samme sted - i og udenfor familiens hus. Troy's familie tvinges til sidst til at tage stilling til deres egen fremtid, og til hans liv - og trods hans mange fejl når de alligevel til en form for fælles forståelse, som kan hjælpe dem til at komme videre med deres liv.
Filmen kommer uværgeligt omkring raceproblemerne, og de problemer sorte har med at få en karriere. Men det er trods alt ikke essensen i historien, som måske mere handler om styrken ved at tilgive. Viola Davis fik fortjent en Oscar. Gribende præstation.
En stor oplelse. 8/10 - 5/6
- ★★★★★★0
Lion
Fin fortælling, som beskriver virkeligheden for mange adopterede børn. Den indiske dreng Saroo - eller Sheru (som han i virkeligheden hedder), ender efter helt ekstremt uheldige omstændigheder, i Australien hos adoptivforældre. Jeg kom til at tænke på om børn i virkeligheden ikke ofte er rene handelsvarer - om en del af de adoptivbørn der hentes til vesten kan være kidnappede eller forsvundne børn? I mange tilfælde er de selvfølgelig bortadopterede af forældrene, af nød - men der er så mange penge i den traffik, så man nemt kan forestille sig det værste.
Hvor første del af filmen handler om Sheru's uhyggelige oplevelser, som dreng - frem til han ender down under - så er anden del 20 - 25 år senere, hvor den voksne Sheru får større og større behov for at kende sin oprindelse. Mødet med andre indere og smagsoplevelser af indisk mad, sætter gang i en proces hvor gamle minder dukker op, og han bliver klar over at hans familie må have søgt efter ham og at de har levet i dyb sorg. Sheru lukker sig inde i processen, fordi han er bange for at gøre sine adoptivforældre ondt - og dermed lukker han også sin kæreste ude. Lige præcist her er filmen lidt tung, men uden tvivl meget beskrivende for de følelser som et adopteret barn må have.
Et større detektivarbejde gør at Sheru's håb for en genforening stiger, men det sætter samtidig hans familieforhold på spidsen. Dev Patel spiller den ældre Sheru, og han gør et godt job med masser af indestængte følelser.
Nicole Kidman's rolle som Sheru's adoptivmor, er også et godt cast - på trods af relativt få scener så spiller hun rollen intenst og troværdigt. Der findes tusindvis af lignende skæbner i verden - hvor adoptivbørn forsøger at opspore deres ophav, og derfor minder Lion i virkeligheden om en dramatiseret udgave af det fine DR program Sporløs.
Jeg var ikke rørt af historien, på samme måde som af Slumdog Millionaire (også med Dev Patel). Det er trods alt et hverdagsdrama, som foregår alt for ofte.
7/10 - 4/6
- ★★★★★★0
Nochturnal Animals
Jeg er kæmpe fan at Tom Ford's første film A Single Man, som også var et vildt stilstudie - og som burde have givet Colin Firth en Oscar, istedet gik den til Jeff Bridges - for nu var det hans tur, og så endte Firth at få den som en slags kompensation i Kongens store tale året efter (det var min opfattelse).
Derfor var forventningerne også sat højt, til hans længe ventede anden film. Som sagt, så er Tom Ford en stor kunstner - som virkelig kæler for hver enkelt frame, i alt han laver. Alene starten med de skvulpende nøgne kvinder er betagende at se på, uden det på nogen måde virker vulgært.
Desværre var jeg ikke særligt fascineret af det kolde grå univers som blev skabt omkring Susan Morrow (Amy Adams) - som mindede betænkeligt om Fifty Shades of Grey. Det røde hår mod den grå baggrund, flot men også alt for klinisk for min smag. Tom Ford er bøsse, hvilket måske havde være irrelevant info - hvis det ikke lige var fordi han i denne film benytter enhver mulighed for at flashe sine holdninger til netop det. Selvom A Single Man bestemt også handlede om homoseksualitet - så var den langt mere nuanceret lavet.
Kvinderne bliver fremstillet som kyniske bitches, som udelukkende tænker på cool cash og social sikkerhed, frem for kærlighed - og den type ville vores forfatterspire Edward Sheffield (Jake Gyllenhaal) næppe have nærmet sig i virkeligheden.
Den indlagte thriller, som skaber spændingen, vises selvfølgelig som Susan Morrows billeder af historien - og vinklen med at vise en "virkelighed", med en indlagt historie er selvfølgelig det mest interessante ved filmen. Grebet bliver ofte brugt i mindre lødige film, til at vise hovedpersonens fantasier. Men her fungerer det rigtigt godt som en føljeton, som man er nødt til at se videre på.
Jake Gyllenhaal spiller på sit normale høje niveau, og filmen løftes af et par pragtpræstationer af Aaron Taylor-Johnson (Kick-Ass) og Michael Shannon (den mand er genial). Alt i alt var det kun spændingen ved den indlagte historie, som drev filmen frem for mig - jeg fik aldrig sympati for Susan Morrow, og var egentlig helt ligeglad med hendes fortælling.
7/10 - 4/6
- ★★★★★★0
The Accauntant
Ben Affleck's lidt udtryksløse ansigt er egentligt skabt til rollen som autist. Der findes mange grader og typer af autisme, og Christian Wolff er tilsyneladende en af dem som både formår at udnytte sine helt særlige evner for tal og regnskaber, samt skydeevner - og samtidig er i stand til at bevare et imponerende overblik.
Hvis man skal sammenligne med noget man har set før, så må det være Terminator - for Wolff analytiske evner er nærmest som en robot's og det samme er hans evner for kampsport og omgang med våben. Det fuldendes med han manglende sociale og medmenneskelige evner.
Samlet set er Wolff perfekt, når lyssky virksomheder skal have ryddet op i deres regnskaber. De helt store problemer opstår dog, da han kommer til at arbejde for en lovlig virksomhed, som tilsyneladende har ansatte som fører chefen bag lyset. Anna Kendrick er den søde sædvanlige (men lidt overflødige) pige i vanskeligheder, som gør det hele lidt mere besværligt.
Midt i plottet af lejemordere og svindel er Skattevæsenet/FBI også på sporet af den usædvanlige revisor, som egentlig bare vil sørge for at alle regnskaber stemmer - også de moralske.
Jon Bernthal spiller en overbevisende kold chef for lejemorderne, som gemmer på en hemmelighed som jeg dog havde regnet ud.
I modsætning til de fleste film, er der virkeligt kælet for afslutningen som slet ikke er det sædvanlige klimaks - men en perfekt afrunding, og det trækker op i min bog.
8/10 - 5/6
- ★★★★★★0
Snowden
Oliver Stone skal afgjort have points for at have lavet en afballanceret film. Han fremstiller ikke Snowden som den store amerikanske helt, som har gjort det hele af patriotiske grunde. Ifølge Stone er Snowden en helt almindelig amerikaner, med særlige evner - som viste sig ved et tilfælde.
Faktisk er Snowden så dygtig, at det er ham som er arkitekten bag mange af de overvågningsprogrammer som han selv ender med at tage afstand fra. Langsomt begynder Snowden at få en samvittighed - Stone giver ikke ham selv æren for den. Indflydelsen kommer fra hans kæreste, Shailene Woodley - som er langt mere venstreorienteret og samfundskritisk, end Snowden.
Det endelige brud på tilliden mellem CIA og Snowden opstår først, da han opdager at han og kæresten overvåges. Derfor er det også vanskeligt at udråbe Edward Snowden til en egentlig helt. Der findes, uden tvivl, stadig overvågningsprogrammer designet af ham - som fungerer og arbejder på dagligt basis, og han har et reelt medansvar for at det eksisterer.
Atombomben blev ikke konstrueret af mennesker, som ønskede at begå massemord - den blev lavet af mennesker, som var dedikeret til at løse en opgave og som deltog i en kapløb om at være de første. Det samme kan man sige om overvågningssystemerne - viden er magt, det er en evig sandhed.
Viden kan både bruges positivt, til at forhindre noget slemt i at ske - men det kan også bruges som pressionsmiddel til at gennemtvinge politiske og økonomiske fordele. Stone får også berørt problematikken omkring de amerikanske droneangreb - og her ser man tydeligt hans kritiske tilgang, da en dronepilot fortæller om sit job med at dræbe - som bare en ny dag på kontoret.
Snowden er ikke en helt - han er heller ikke et offer, og han er bestemt heller ikke en forrædder. Systemet gav ham bare ikke andre muligheder. Jeg har svært ved at vurdere om overvågning er godt eller skidt. Det er betryggende at vide at der fanges terrorister hver dag, inden de når at udløse en bombe - men spørgsmålet er om det hele ikke bare er en ond cirkel som fortsætter i det uendelige.
Øje for øje, har aldrig være den rigtige måde at løse noget på. Joseph Gordon-Levitt er perfekt, som den udtryksløse nørd - som er blændende til sit arbejde, men ender med ikke at turde stole på sit eget land. Alt i alt, en troværdig, interessant og sober biografi - uden for stor overvægt af politisering, som Stone sagens kunne have endt med at lave.
8/10 - 5/6
- ★★★★★★0
Sunset Boulevard (1950)
Man er aldrig i tvivl om at det er en film af Billy Wilder.
Den tragikomiske tone som kendetegner ham, følger os hele filmen igennem. Vanvittige påfund og melankoli - hånd i hånd. Wilder vil gerne fortælle os en historie om menneskets natur, den mærkelige kærlighed og om skæbner som bevæger sig mod den uundgåelige katastrofe, uden at kunne gøre noget ved det.
To umage personer møder hinanden. En manuskriptforfatter, uden succes - en tidligere men forlængst glemt skuespillerinde som opfører sig som en diva. Begge håber de på en succes som er utopi. Skæbnen fører dem sammen, og han vikles langsomt ind i et spind han ikke kan komme ud af - selvom gode kræfter kæmper for det.
Typisk for en noir film får vi allerede konklusionen på det hele i starten - hvor en manuskriptforfatter findes myrdet i en swimmingpool. Men fokus er på vores helt, og man håber hele tiden på at historien vil få en anden slutning. Men rejsen mod slutningen er det hele værd.
Gloria Swanson er en fantastisk diva (og spiller vel på mange måder sig selv?), og Erich Von Stroheim - som spiller en fuldstændig forrygende butler (med mere), har faktisk været instruktør for Swanson. En anden kuriositet er at Cecil B. DeMille (som spiller sig selv i filmen) har instrueret Swanson adskillige gange i virkeligheden.
I øvrigt underligt at opleve at Swanson som 50 årig viser en kvinde som er håbløst for gammel, hvis man sammenligner med vore dages Meryl Streep - der i en alder af 70 år i høj grad har gang i sin karriere.
Sunset Boulevard er høj klasse og bestemt et gensyn værd.
8/10 - 5/6
- ★★★★★★0
Min far Toni Erdmann
Advarsel, hvis du ikke er i stand til at se gennem absurditeter - hvis din tålmodighed er begrænset, hvis du gyser ved tanken om pinlige øjeblikke og lange pauser.
Så lad være med at se denne film - du vil have lyst til at flygte fra biografen, og sandsynligvis skiftevis kede dig eller stivne i vantro. Filmen handler i al sin enkelthed om en ensom mand, med trang til practical jokes - som ind i mellem går for langt.
De er dog altid ment harmløst og er en del af hans personlighed. Da hans hund dør, føler han sig endnu mere alene og opsøger hans datter som har en succesfuld erhvervskarriere i Bukarest i Rumænien. Da han ankommer, er han ikke så velkommen som han havde håbet.
Faktisk har hans datter alt for travlt til at se ham - han opdager dog hurtigt, at hun slet ikke er spor lykkelig i det job hun har - som mere handler om afvikling end udvikling.
Gennem en række spøjse situationer finder han langsom tilbage til sin datter, som modvilligt må indrømme at hun i høj grad stadig er sin fars datter.
Uden at gøre andet end det der falder ham ind, og det er ikke så lidt - giver han hende nøglen til at finde sig selv, og dermed redde sig fra at drukne i en livsfejltagelse.
Filmen er sjov og har sin helt egen eventyrlige stemning, som på en mærkelig måde minder mig om den italienske Roberto Benigni's Life is beutifull. Selvom hans (Benigni's) humor er langt mere støjende, så er underfundigheden og den naive tilgang til livet lidt den samme.
Ikke en film for alle, som sagt - men en film alle burde give sig tid til at se og forstå.
8/10 - 5/6