Disney lægger låg på FOX-klassikerne

House of Mouse vil måske ikke længere lade dig se "Alien" i biografen.

Uafhængige biografer – de få, der efterhånden er tilbage – kan gå en mørk tid i møde. Disney har med deres opkøb af FOX nemlig valgt at lægge låg på en stor del af deres nyerhvervede ejendom, hvilket betyder, at det bliver langt sværere at lave særvisninger af FOX's klassikere.

Disneys vault er ikke noget nyt fænomen. Selskabet har netop været kendt for at tilbageholde flere af deres egne klassikere for at gøre dem utilgængelige for det brede publikum, hvilket skulle højne efterspørgslen og dermed profitten. Men med deres opkøb af hele bagkataloget hos FOX har de nu en endnu større pulje at rykke rundt med.

I hvert fald har flere biografer allerede fået afslag på visninger af film såsom "Fluen", "Abernes planet" og ikke mindst "Alien", der netop har fejret 40 års jubilæum. Det tegner dermed skidt for de biografer der specialiserer sig i særvisninger, genrefilmfestivaler eller tema-visninger, hvilket især er de mindre uafhængige biografer, som i den grad er afhængige af billetsalg. Ejerskabet over FOX betyder rådighed over et gigantisk bagkatalog, og der er ingen tvivl om, at hvis alle disse titler fremadrettet skal gøres utilgængelige, så går vi en mørk tid i møde.

Hvad Disneys grundlag for dette er, har de ikke meldt ud, men der kan spekuleres i, om det er en del af kampagnestrategien for streamingtjenesten Disney+. Måske skal hele FOX-puljen smides på tjenesten og dermed lokke endnu flere brugere til.

Måske er det kun i overgangsfasen, og måske bliver der åbnet op for FOX-kataloget igen. Men omvendt kan det også være endnu et søm i ligkisten til et branche under hårdt pres.

Kommentarer

Disney lægger låg på FOX-klassikerne

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen