Anmeldelse: High Life

Robert Pattinson fuldender sin kunstneriske renæssance, mens Claire Denis forener sex med sorte huller i den sensuelle sci-fi-film "High Life".

Matthew McConaughey havde sin såkaldte McConaissance, hvor romantiske komedier blev skiftet ud med transformative roller og samarbejder med store instruktører. Noget lignende er sket med nu 33-årige Robert Pattinson, der er gået fra at være teenagehjerte-knusende glimmervampyr i "Twilight"-serien til velanset skuespiller, som laver film med Werner Herzog og David Cronenberg. Pattinson har delvist skiftet Hollywood ud med kunstfilm, og i sci-fi-filmen "High Life" har englænderen allieret sig med franske Claire Denis i en mageløs rumudforskning af livets mening, reproduktion og sæd.

"High Life" foregår et sted i fremtiden, hvor kriminelle sendes ud i rummet for at teste, hvorvidt det er muligt at hente energiressourcer fra et sort hul. Ombord på et rumskib er den dødsdømte fange Monte (Robert Pattinson) sammen med babyen Willow. Sammen driver de gennem rummets endeløse vakuum, mens en computer dagligt forærer dem ilt og nødvendige rationer. Igennem voice-over og flashbacks ser vi, hvad der er hændt skibets resterende besætning, der alle er blevet udsat for eksperimenter af mystiske Dr. Dibs (Juliette Binoche). Dibs indsamler fangernes kropsvæsker, praktiserer cølibat og kunstig insemination, og i kælderen gemmer der sig en gådefuld fuck box.

At finde hoved og hale i, hvad der præcis foregår, når den ene bizarre hændelse udspiller sig efter den anden, vil være meningsløst med dette abstrakte sci-fi-epos. Claire Denis skider nemlig højt og helligt på den konventionelle fortælling. Nok foregives en rummission at være på spil. Auteuren er imidlertid interesseret i menneskets anatomi, kropsvæsker og de primale instinkter, der tager over, når mennesket konfronteres med rummets endeløse ingenting. Franskmanden tilfører rumfilmen europæisk art-house, der placerer sig et sted imellem Stanley Kubricks udødelige klassiker "Rumrejsen år 2001" og senest "Ad Astra".

En anden inspirationskilde for Claire Denis er utvivlsomt Andrei Tarkovskys science fiction-storværker. Den russiske mesterinstruktørs slow cinema har ikke været forgæves, og Denis gør lignende brug af dvælende tempo, mens scenerne på Jorden snildt kunne foregå i Zonen fra "Vandringsmanden". Som instruktør er Denis interesseret i det fysiske, og linsen hviler derfor gerne på Robert Pattinsons karismatiske ansigt eller vridende korpusser. I filmens vildeste scene, der vækker associationer til "Under the Skin", forenes Dr. Dibs med sin besynderlige fuck box i et klimaks af sæd og forunderlig lyst. Vovet, voldsomt og vildt mærkeligt.

Hvis "High Life" skulle blive for distancerende og mystisk, er der heldigvis også visuelle godter at hente. Med hjælp fra den dansk-islandske kunstner Ólafur Elíasson har Claire Denis udformet de smukkeste sorte huller endnu set på film. Særligt filmens klimaks tangerer, hvad der kunne betegnes som et visuelt mesterværk med sin kosmiske skildring af menneskets intergalaktiske odyssé.

"High Life" er ikke en film for masserne, men derimod et vidnesbyrd, der beretter om, hvor ambitiøs sci-fi-genren kan være. 73-årige Claire Denis går, hvor ingen vover, og hér er intergalaktisk rumrejse ligeså meget en udforskning af kroppen, sex og biologisk drivkraft som en søgen efter sorte huller. Ligeledes fuldender Robert Pattinson endeligt sin kunstneriske renæssance, der ophøjer ham til tidens mest interessante skuespiller. "High Life" er en sanselig oplevelse af høj kvalitet og vil enten forarge eller fascinere. Ligegyldigt udfaldet må du ikke snyde dig selv for denne lystfulde oplevelse.