Anmeldelse: Honningland

"Honningland" er en simpel fortælling af bibelsk natur om grådighed og kapitalismens overtag.

Dokumentaristerne Ljubomir Stefanov og Tamara Kotevska havde den amerikanske Sundance-filmfestival i deres hule hænder, da "Honningland" tidligere på året havde verdenspremiere. Her var dokumentarfilmen talk of the town og vandt suverænt priserne for "Bedste dokumentar", "Bedste billedside" samt juryens specialpris. "Honningland" er da også dokumentarfilm helt ind til benet. En observerende, fluen-på-væggen-oplevelse, som serverer en lille intim historie, der samtidig åbenbarer sig som noget langt større.

"Honningland" foregår i Nordmakedonien. Over en periode på tre år følger vi den 56-årige tyrker Hatidze, der dagligt slentrer op af bjergsiden, hvor hun passer sine bistader. Sammen med sin gamle, sengeliggende mor bor Hatidze under primitive forhold midt ude i ingenting. Med simple værktøjer og en enestående forståelse for bierne høster hun deres honning. Den udsøgte, naturlige honning lever hun af ved at sælge produktet videre til storbyens gadesælgere. Men da en biavlende familie flytter ind ved siden af, ændres Hatidzes honningsøde liv sig. Larmende børn og dyr forstyrrer freden, og familiens altoverskyggende patriark saboterer hendes organiske arbejdsproces ved at tilføre industrielle maskiner.

Hatidze tager ellers pænt imod den nyankomne nabofamilie. Begejstret overværer hun far, mor og syv børn flytte ind. Her granskes andet selskab end den syge mor, som hverken kan se eller gå, og den isolerede tilværelse ændres af noget fremmet. En pointe, der understreges, når kameraet bevæger sig ud af Hatidzes mørklagte stenhus og omfavner harmoni mellem menneskerne. Biavleren deler ud af sine bi-hemmeligheder til patriarken Hussein, men her skifter nabofryd til nabostrid. Som en anden skurk overrumpler manden den naturlige biavl med sine maskiner, temperament og grådige personlighed.

Ud af intet trues pludseligt Hatidzes levebrød – den ene ting, hun forstår og ved alt om. Med en primitiv, men delikat finesse tilgår hun sine bier uden handsker og videre beskyttelse, når hun tålmodigt skaber den bedste honning, Europa kan tilbyde. Stik modsat kommer Hussein med sin aggressive arbejdstilgang og sine moderne værktøjer. For ham er tid penge, bierne og deres honning en guldmine, og Hatidze fjendsk konkurrent fremfor kærlig nabo. Som konkurrenter kan der ikke være plads til begge ideologier, og konflikten synes at være skabt til film.

"Honningland" bliver dermed en lille fortælling, hvis mellemtekst åbenbarer sig til noget langt større. I mødet mellem hovedpersonen og den nye, logerende familie udspiller kontraster sig som bibelske allegorier. Mødet mellem Hatidzes traditionelle metoder kontra Husseins rumlende maskiner. Kapitalismens overtag og grådighedens grimme ansigt, der trumfer næstekærlighed og respekt for hårdt arbejde. Hatidze er en arbejdsom person, hvis job er alt andet end tid og penge, mens Hussein sætter både kone og børn i arbejde for bedste profit. Men ingen bibelske fortællinger uden morale eller karma, hvilket Hussein må sande, da hans disrespekt for biernes natur straffer ham med stik og honning-fiasko.

Ljubomir Stefanov og Tamara Kotevskas dokumentarfilm er en lille, stor historie, der byder på kontraster og moralske pointer af bibelsk natur. Et portræt af to sider af samme sag, hvor den moderne verdens altfortærende arbejdskultur kolliderer med naturens rolige ånd. Hatidze bliver ufrivilligt en del af en globaliseret verden, hun ikke forstår, og i en tid, hvor ingen netop har tid, fremstår hun som en uddøende race. En bevægende, men samtidig noget simpel dokumentar, der skaber et portræt af kapitalismens grumme væsen.