Anmeldelse: I morgen danser vi

"I morgen danser vi" tangerer pendant til homoromantiske "Call Me by Your Name", men opnår ikke samme bevægende sommerforelskelse.

Modsat mange andre steder i verden er Europa generelt godt med, når det kommer til rettigheder og levevilkår for folk, der hører under akronymet LGBT. I Danmark kan homoseksuelle og transpersoner blandt andet adoptere og blive gift, mens det verdensberømte Pride-optog hvert år opføres i København. Et andet sted i Europa står det dog værre til. I ortodokse Georgien kan LGBT-mennesker hverken registreres som partnere eller adoptere, mens hate crimes og diskrimination er del af hverdagslivet for mange udsatte personer. "I morgen danser vi" giver stemme til en georgisk danser, der må kontrollere eller give efter for sine forbudte følelser.

Unge Merab kommer fra en familie af dansere og er del af et berømt dansekompagni, som praktiserer traditionel georgisk folkedans. En svær dansestil, som kræver enorm dedikation og talent, hvis ønsket om at blive en del af førsteholdet og rejse verden rundt skal opnås. Og det ønske har Merab. Hver dag slides kroppen op for at blive den bedste, så han kan undslippe en tilværelse i Georgien, hvor der intet af interesse er for ham. Da jævnaldrende Irakli bliver en del af truppen, forstyrres Merabs dedikation og ikke mindst koncentration. Undertrykte følelser opstår, og så må Merab vælge mellem dansen og forbudt kærlighed.

"I morgen danser vi" er nyeste sensuelle fortælling i rækken af forbudte homoseksuelle forelskelser mellem mænd, som det kommercielle biograflærred har budt den seneste række år. Fra Ang Lees banebrydende cowboy-romance "Brokeback Mountain" til "God's Own Country" og sidste års sommerhit "Call Me by Your Name" står svensk-georgianske Levan Akins film på skuldrene af værker, som har udforsket seksualitet og maskulinitet. Godt nok er cowboys udskiftet med dansere, men kærligheden er lige så svær som altid.

Bedst ved "I morgen danser vi" er debutanten Levan Gelbakhiani som spinkle Merab, der med sine betuttede øjne står i kontrast til den maskuline folkedans omkring ham. I omklædningsrummet er der mandehørm og pikmåling over weekendens bedste scoring, mens Merab opretholder en facade om at være en del af drengene. Levan Gelbakhiani underspiller overbevisende Merabs følelser og giver liv til et ungt homoseksuelt menneskes komplekse tilværelse. I små bidder fra en anden danser, der har fået tæsk til hånlige tilråb i nattelivet, italesættes Georgiens anstrengte forhold til det, Merab repræsenterer.

Fortællingen skuffer derimod på sit vigtigste punkt – nemlig romancen mellem Merab og Irakli. I en storm af forelskelse og fascination bliver Merab fascineret af den flyvske fyr, der også skjuler sin sande natur. Lange blikke sendes over dansegulvet, og berøringer udveksles under dansens skjul. Men følelsen af reel forelskelse opstår aldrig, og da de to dansere endelig lader deres begær gå hele vejen, sker det uden stor indlevelse. Kærligheden imellem må forblive usagt, og for seeren ligger der ikke den store spænding i konsekvenserne af at blive opdaget.

Med temaet om forbudt forelskelse er "I morgen danser vi" en kærlighedsfilm, der imponerer med sin hovedrolle og rammer plet i sin skildring af et menneske, der alene baseret på seksualitet gøres til fjende i sit eget hjemland. Desværre halter den centrale romance efter ved at være forudsigelig og uden megen gnist. Mod slutningen hamres pointerne om seksuel frihed også så meget ind i hovedet, at det svækker historiens ellers afdæmpede fortællestil. "I morgen danser vi" skabte røre ved sin premiere i Georgien og kan derfor med rette kaldes en film med betydning, der rækker langt ud over skærmen og trumfer en svigtende filmromance.

I morgen danser vi

Kommentarer

I morgen danser vi

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen