Bedre end Piranha? Kiss my ass:-D
What we saw
★★★★★★0T. Nielsen28-11-19 17:21
- ★★★★0
:)
- ★★★★★★1
Skate Kitchen
Crystal Moselles instruktørdebut og det er sgu en rigtig habil debut. Filmen handler om Camille, en introvert, ung pige på 18 år fra Long Island, som er vild med at skate. Under en tur på boardet, kommer hun til skade og hendes mor forbyder hende at skate fremover, hvilket kickstarter Camilles behov for at løsrive sig fra sin mor og på mange måder blive voksen.
Via Instagram, finder hun en flok skaterpiger i New York, som går under profilnavnet Skate Kitchen og overvinder sin introverthed og opsøger dem. Gruppen af piger hjælper Camille med at komme ud af sin skal, samt giver hende både en ny måde at se sig selv som kvinde på og noget basal information om kvindekroppen, som moderen åbenbart aldrig har givet hende.
Filmen er ikke ligefrem original, bortset fra at historien ses fra en ung kvindes synspunkt og føles som et reelt indblik i hvordan en gruppe veninder fungerer - et rent gæt fra min side, da jeg jo aldrig har været på "indersiden" på samme måde. På grund af skateboarding og New York som backdrop, føles den også som Kids, hvis Larry Clark havde været i meget bedre humør.
Selvom den måske ikke er 100% original, er det en glimrende film med et stærkt, ungt cast af skuespillere og så Jaden Smith, som heldigvis et forholdsvis afdæmpet og ikke har supermeget fokus i filmen.
Kan man lide coming of age-film, er det bestemt en man bør tjekke ud.
5/6
- ★★★6
Hmm, det ser ud til at Movie viser det forkerte brugernavn på ovenstående anmeldelse. Der står Bruno når der burde stå Wayne.
★★2Skate Kitchen
Crystal Moselles instruktørdebut og det er sgu en rigtig habil debut. Filmen handler om Camille, en introvert, ung pige på 18 år fra Long Island, som er vild med at skate. Under en tur på boardet, kommer hun til skade og hendes mor forbyder hende at skate fremover, hvilket kickstarter Camilles behov for at løsrive sig fra sin mor og på mange måder blive voksen.
Via Instagram, finder hun en flok skaterpiger i New York, som går under profilnavnet Skate Kitchen og overvinder sin introverthed og opsøger dem. Gruppen af piger hjælper Camille med at komme ud af sin skal, samt giver hende både en ny måde at se sig selv som kvinde på og noget basal information om kvindekroppen, som moderen åbenbart aldrig har givet hende.
Filmen er ikke ligefrem original, bortset fra at historien ses fra en ung kvindes synspunkt og føles som et reelt indblik i hvordan en gruppe veninder fungerer - et rent gæt fra min side, da jeg jo aldrig har været på "indersiden" på samme måde. På grund af skateboarding og New York som backdrop, føles den også som Kids, hvis Larry Clark havde været i meget bedre humør.
Selvom den måske ikke er 100% original, er det en glimrende film med et stærkt, ungt cast af skuespillere og så Jaden Smith, som heldigvis et forholdsvis afdæmpet og ikke har supermeget fokus i filmen.
Kan man lide coming of age-film, er det bestemt en man bør tjekke ud.
5/6
Lyder godt - har selv luret på den. Kan kraftigt anbefale at give Mid90s et kig, som velsagtens er en tilsvarende drenge-udgave, og netop Kids i bedre humør.
Mikkel Abel28-11-19 22:25
- ★★★★★★0
Lyder godt - har selv luret på den. Kan kraftigt anbefale at give Mid90s et kig, som velsagtens er en tilsvarende drenge-udgave, og netop Kids i bedre humør.
Yes, den mangler jeg også at få set. :)
★★★★★★0Hmm, det ser ud til at Movie viser det forkerte brugernavn på ovenstående anmeldelse. Der står Bruno når der burde stå Wayne.
Hmm, det ser ud til at du er træt af at læse mine anmeldelser. Der er altså ingen krav fra min side om at du gør.
Til gengæld ville det være hyggeligt hvis du skulle få tid til at skrive et par linier, selv. Det ville jeg glæde mig til at læse. Du må selvfølgelig også gerne kommentere mine, hvis tiden og lysten skulle være der.
Hvis nogen er utilfredse med mig, så skriv det direkte til mig. Tak for opmærksomheden.
★★★★★0Skate Kitchen
Crystal Moselles instruktørdebut og det er sgu en rigtig habil debut. Filmen handler om Camille, en introvert, ung pige på 18 år fra Long Island, som er vild med at skate. Under en tur på boardet, kommer hun til skade og hendes mor forbyder hende at skate fremover, hvilket kickstarter Camilles behov for at løsrive sig fra sin mor og på mange måder blive voksen.
Via Instagram, finder hun en flok skaterpiger i New York, som går under profilnavnet Skate Kitchen og overvinder sin introverthed og opsøger dem. Gruppen af piger hjælper Camille med at komme ud af sin skal, samt giver hende både en ny måde at se sig selv som kvinde på og noget basal information om kvindekroppen, som moderen åbenbart aldrig har givet hende.
Filmen er ikke ligefrem original, bortset fra at historien ses fra en ung kvindes synspunkt og føles som et reelt indblik i hvordan en gruppe veninder fungerer - et rent gæt fra min side, da jeg jo aldrig har været på "indersiden" på samme måde. På grund af skateboarding og New York som backdrop, føles den også som Kids, hvis Larry Clark havde været i meget bedre humør.
Selvom den måske ikke er 100% original, er det en glimrende film med et stærkt, ungt cast af skuespillere og så Jaden Smith, som heldigvis et forholdsvis afdæmpet og ikke har supermeget fokus i filmen.
Kan man lide coming of age-film, er det bestemt en man bør tjekke ud.
5/6
Den har jeg slet ikke hørt om før nu. Det lyder som en rigtig god film af sin type. At den ikke er super original gør ikke mig noget, så længe filmen blot er velspillet og nærværende. Det er jo nærmest også umuligt efterhånden at opfinde den dybe tallerken, hvad angår coming-of-age film, men mindre kan bestemt også gøre det.
Tak for anbefalingen. :)
- ★★★★★★0
STEVE JOBS
Danny Boyle er en bedre instruktør end Joshua Michael Stern.
Det kom ikke som den store overraskelse.
Jeg vidste også at Steve Jobs på mange måder var selvforherligende og innovativ.
Måske kræver det geniale også et enormt ego?
Jeg er lidt delt hvis jeg skal bedømme de to Jobs film op imod hinanden - for jeg synes egentligt at Ashton Kutcher gjorde et godt stykke arbejde i den første film. Og Fassbender er altså ikke meget bedre i sin fremstilling - desuden ligner han ikke helt så godt som Kutcher.
Den første Jobs film forsøgte lineært at fortælle om Jobs og hans vigtigste landevindinger.
Denne udgave giver glimt af det samme, gennem 3 "Behind the Scene" fortællinger - sammen med hans forhold, eller manglende samme, til datteren.
Så ja, denne film vinder på det kunstnerriske - men taber lidt på at den kun har et mindre udsnit om Jobs med.
7/10 - 4/6
- ★★★★★★0
TAKE SHELTER
Der er kun få skuespillere som er i stand til at spille så intenst og forpint som det Shannon præsterer i denne rolle.
Man kan kun håbe at flere får øjenene op for hvor dygtig han er og giver ham nogle roller med kød på.
Smuk film om grænsen mellem galskab og virkelighed.
8/10 - 5/6
- ★★★★★★1
THE REVENANT
Jeg er stor fan af Alejandro González Iñárritu, og har været det lige siden jeg så hans første film: Amores perros (Love is a Bitch) – og det har vist sig at han ganske enkelt ikke kan lave en dårlig film.
21 gram, Babel, Biutiful og Birdman. De hører alle til blandt mine favoritter.
Fællesnævneren må være kærlighed og smerte. Det er der i og for sig ikke noget revolutionerende i – men det er der i måden Iñárritu fremstiller det på.
For det gør virkelig ondt, og han er aldrig bange for at placere sine hovedpersoner i situationer hvor der ikke er nogen udvej.
I sine første 3 film viste Iñárritu os at alt hænger sammen – at de valg vi tager også har stor betydning for andre, bevidst eller ubevidst. Den særlige form for historiefortælling udløste en Oscar – desværre ikke for Iñárritu selv, men for Crash – hvor Paul Haggis tydeligt havde kopieret Iñárritu’s særlige fortællerform.
Heldigvis fik han så selv sine første Oscars (hele 3) for Birdman, i 2015 – og denne kastede også en enkelt af sig for instruktionen.
The Revenant er på mange måder en klassisk historie om Amerika, om retfærdighed – og det gode mod det onde. Den gode personificeret i Hugh Glass - spillet af Leonardo DiCaprio – som næppe har haft en rolle med færre ord, som alligevel formår at fortælle alt. Det er måske ikke DiCaprio's bedste rolle - men alligevel den som endelig kastede en længe ventet Oscar i favnen på ham.
Det onde repræsenteres, som så ofte før af Tom Hardy som er svær at genkende i sin rolle som John Fitzgerald – han er perfekt i en verden som handler om at overleve, frem for alt.
Filmen er betagende flot (stor tak til Emmanuel Lubezki som for vanvittige 3 år i træk skød den flotteste film) – fantastisk natur, kombineret med utrolig naturtro CGI – særligt kampen mod bjørnen sætter nye standarder.
Indianere og nybyggere portrætteres, så man tror på dem – og så gør det næsten fysisk ondt, det som DiCaprio’s figur gennem – og overlever.
Scenen med hesten har vi set før – blandt andet i Star Wars; Imperiet slår igen. Men det vælger jeg at opfatte som et cadeau. Til gengæld er kampen i starten mellem indianere og pelsjægere ikke set flottere siden Saving Private Ryan.
Filmen er en 6 stjernet oplevelse fra en af tidens største filminstruktører.
10/10 - 6/6
- ★★★★★★0
ROCK THE KASBAH
Bill Murray anno 2015.
Men det føltes mere som en udgave fra 80'erne.
Det klædte virkelig Bill Murray at optræde som en moden mand i Lost in Translation - og det var faktisk sjovt at se ham som gammel og gnaven i St. Vincent.
Filmen har egentlig alle ingredinser til at blive en feel-good film - men den havner som en fjollekomedie omgivet af falmede stjerner som Bruce Willis og Kate Hudson.
3/10 - 2/6
- ★★★★★★0
SELF/LESS
Overførsel af bevidsthed, og dermed forlængelse af livet.
En hovedrig entreprenør har råd til at betale hvad det koster, og får muligheden. Det lyder som noget som kunne ende som en klassiker - og den starter også godt, mens Ben Kingsley er hovedpersonen.
Desværre går luften stille og roligt ud af historien og thrilleren ændrer karakter fra Sci-Fi thriller til en lidt mere ordinær actionfilm.
5/10 - 3/6
- ★★★★★★0
THE NECESSARY DEATH OF CHARLIE COUNTRYMAN
Shia LaBeouf var endt som en hyldevare - lillebror, arvtager efter Wall Street og efter Indiana Jones.
Hele tiden den pæne dreng som uforvarende er endt midt i orkanens øje - om det så var kæmperobotter, eller noget helt andet.
Personligt var jeg ved at være træt af at se ham, for jeg syntes ikke han havde nok personlighed til at være hovedperson. Med denne rolle, og rollen i Nymphomaniac, må man i den grad erkende at Shia aktivt har prøvet at lægge afstand til kæledække rollen - og det klær ham absolut.
Efter råd fra sin afdøde mor tager vores hovedperson på en rejse, som efter endnu et dødsfald fører ham i armene på en komisk række af begivenheder i Bakarest.
Selve historien er ikke det helt store, men Mads Mikkelsen er en karismatisk gangster, og Rupert Grint (ja - Ron Weasley) formår også at få taget sin "uskyld".
7/10 - 4/6
- ★★★4
Hmm, det ser ud til at du er træt af at læse mine anmeldelser. Der er altså ingen krav fra min side om at du gør.
Til gengæld ville det være hyggeligt hvis du skulle få tid til at skrive et par linier, selv. Det ville jeg glæde mig til at læse. Du må selvfølgelig også gerne kommentere mine, hvis tiden og lysten skulle være der.
Hvis nogen er utilfredse med mig, så skriv det direkte til mig. Tak for opmærksomheden.
Der var nu intet ondt ment med det.
Men det er nu noteret at der ikke må jokes med det, da det åbenbart er et følsomt område.
- ★★★★★★0
Der var nu intet ondt ment med det.
Men det er nu noteret at der ikke må jokes med det, da det åbenbart er et følsomt område.
Hey, du staver dit navn baglæns. Det jo djævelskab...Ergo, er du ond;)
T. Nielsen29-11-19 07:56
- ★★★★★★0
Der var nu intet ondt ment med det.
Men det er nu noteret at der ikke må jokes med det, da det åbenbart er et følsomt område.
Helt fair - jeg har intet mod jokes.
Tak fordi du bragte det ned i det rigtige niveau :-)
- ★★★★0
Uh, jeg har Take Shelter næsten helt fremme dette årti. Svimlende oplevelse.
- ★★★★★★0
Avril et le monde truqué aka April and the Extraordinary World (2015)
Avril et le monde truqué er en animeret film, hvor en historisk begivenhed i 1870 gør, at udviklingen af teknologi effektivt går i står og højdepunktet for den teknologiske udvikling stadig er damp i 1941, hvor filmen foregår. Verden er i dårlig stand og filmen har et stærkt klimabudskab, som føles utrolig aktuelt. Måske mere i 2019 end i 2015, når det endelig er gået op for os, hvor skidt det står til.
Før vi når til 1941, følger vi Avril, hendes forældre og bedstefar, som alle er videnskabsfolk, som arbejder på et mirakelserum, som kan holde kan forbedre menneskets sundhed og levetid, da alle er påvirket af forureningen, som følger med afbrænding af kul og træ. Undervejs i deres arbejde på serummet, er det blevet testet på en kat, som har udviklet intelligens. Avrils families laboratorium bliver fundet af politiet og under flugten forsvinder bedstefaderen og forældrene formodes døde, og her dumper vi så ind i 1941, hvor Avril arbejder på forældrenes serum, har katten som sin tro følgesvend og stadig eftersøges af en ihærdig betjent. Omkring hende, er verden på randen af krig og videnskabsfolk forsvinder på mystisk vis.
Filmen har en rigtig god historie og selvom den følger en meget velkendt struktur og visse aspekter er ret lette at forudse, har den også en habil portion overraskelser undervejs. Dens world building er virkelig, virkelig stærk og man føler i dén grad, at den trøstesløse og askegrå verden er levende. Filmens stil er baseret på Tardis tegnestil, bl.a. kendt for Les Aventures extraordinaires d'Adèle Blanc-Sec, og selvom jeg ikke er stor fan af hans stil på papiret, fungerer den rigtig godt i denne sammenhæng. Det skader selvfølgelig heller ikke, at Marion Cotillard lægger stemme til Avril.
Jeg har filmen på Blu-ray, den amerikanske udgave og det franske lydspor har en eller anden glitch i 3-4 minutter, hvor alt lyder som om, at det er optaget i en tønde. Jeg var ved at tro at min aldrende surroundreceiver havde fået en hjerneblødning, men så var det bare lydsporet, den var gal med.
5/6
- ★★★★★★0
Terminator: Dark Fate (2019)
Jeg havde på forhånd ikke store forventninger til endnu en film i Terminator universet og har egentlig aldrig haft det. Konceptet det er bygget på, er nemlig så smalt, at jeg ikke mener man kan bygge mere på, uden at det hurtigt kan komme til at virke overlæsset, fortænkt og måske direkte dumt.
Enten det, eller så bliver det jo så bare endnu en gentagelse af den første (og bedste) Terminator film, som allerede blev lidt genbrugt i ”Terminator 2”, der dog var så vellykket, at den kunne leve op til den første.
Men det blev slået stort op at seriens skaber, James Cameron atter var med ombord, nu blot som producerer, men alligevel. Ind som instruktør hev man så Tim Miller, der havde haft succes med den mere anarkistiske superheltefilm, ”Deadpool”. Denne gang skulle det lykkes, vi skulle glemme alt om de svage forsættelser og se denne som en direkte efterfølger til netop ”T2”, nu fik vi den ægte vare. Jeg var stadig ikke overbevist.
Jeg var dog den første halve time ved at blive det, hvor jeg troede at min skepsis ville blive gjort til skamme. Jo, der var genbrug og ting der stak i øjnene, af ideer man gerne havde været foruden. Men det var som at man havde gjort det så godt man kunne ønske og tænkt sig så grundigt om, så man ikke fik ødelagt for meget fra de tidligere film (selvfølgelig havde Skynet da sendt mere end en Terminator tilbage i tiden). Samtidig ramte den bare lidt af den skræmmende horror stemning, som de to første film bød.
Herefter gik det så desværre også voldsomt ned ad bakke i ulogiske forklaringer, tåbelige påfund og et cinematisk univers der endnu engang skulle udpines.
Helt slemt blev det så da gode gamle Arnold Schwarzenegger kommer på banen, atter i sin engang ikoniske rolle som dræberrobot. Her har denne ellers kyniske maskine udviklet empati, er blevet gardinsælger (wtf?) og mener sig selv morsom. Jeg har altid haft et soft spot for Arnold og han oser også af karisma og gør det han gør godt. Han ér underholdende. Men hvor er det unødigt at have ham med og endnu værre at gøre ham, ja netop hyggelig og sjov. Det tager totalt alvoren ud af universet.
Kommer man efter en teknisk fin film, der byder på flere gode actionscener, så leverer den såmænd varen ganske solidt. Men resten halter så meget, at man skal slå hjernen ualmindeligt meget fra eller være ret tolerant for at sluge dette ukritisk.
Efterhånden stikker det så også i øjnene hvor ineffektive disse ellers effektive ”dræbermaskiner fra fremtiden” de rent faktisk er. De lykkes jo aldrig med deres missioner, hvor de trods deres status som tæt på uovervindelige gang på gang taber, tager stupide beslutninger og ellers bare handler dumt.
Men sine steder solidt underholdende og havde den beholdt momentum fra indledningen, havde den givet raget op over det middelmådige. Det havde både Linda Hamilton og Mackenzie Davis også fortjent. De gør begge et godt stykke arbejde.
Bedømmelse: 5/10
T. Nielsen29-11-19 12:28
★★★★0Hmm, det ser ud til at Movie viser det forkerte brugernavn på ovenstående anmeldelse. Der står Bruno når der burde stå Wayne.
Og hvad i alverden er "Movie"...
chandler7529-11-19 12:52
- ★★★★0
5/6
Du er begyndt at give karakterer igen? Cool :)
chandler7529-11-19 12:53
- ★★★★★★0
Du er begyndt at give karakterer igen? Cool :)
Du spurgte jo pænt for længe siden. :)
★★★1Hvis nogen er utilfredse med mig, så skriv det direkte til mig. Tak for opmærksomheden.
Jeg elsker at læse dem :D
MadMartigan29-11-19 14:33
- ★★★★★★0
Jeg elsker at læse dem :D
Fedest. Det luner sgu. ;-)