Næ, man er desværre ikke bedre end sin sidste kamp, eller hvad er det man siger. Jeg synes stadig det er verdens bedste Tv-serie. Desværre fik den ikke verdens bedste slutning. Desværre kan dette heller aldrig gøres om, så jeg må leve med at serien i de første 5-7 sæsoner leverer alt for meget af det jeg ønsker mig, for så at levere en handlings og karaktermæssig halvhjertet afslutning.
Anmeldelse: Game of Thrones - Sæson 8 (Blu-ray)
Når enden ikke er god, er alting ikke godt…
Er det ikke vildt, hvor lidt vi i dag taler om "Game of Thrones"? Det er sølle seks måneder siden, at HBO's fantasy-serie sluttede til tonerne af brok fra utallige skuffede fans. Men kritikkens ekkoer er for længst døet hen, og selv HBO er kommet videre og har endda droppet to planlagte spin-offs. I sin storhedstid var "Game of Thrones" uden sidestykke. Seertalsrekorder blev knust. Hobevis af priser vundet. Serien fortryllede ikke blot fantasy-freaks, men også hr. og fru Jensen, og derved spillede den en afgørende, agtværdig rolle i at gøre det cool at være nørd. Så uanset hvad man mener om seriens ottende, sidste sæson, er det sigende og sørgeligt, at den åbenbart har svækket interessen i "Game of Thrones" som helhed.
Sæsonens to første episoder, "Winterfell" og "A Knight of the Seven Kingdoms", er dens klart bedste – fyldt med vanligt skønt samspil mellem de mænd og kvinder, som vi har lært at elske (eller elske at hade) gennem knap ti års eventyr. Kærlige kram mellem søskende og kammerater, der ikke har set hinanden i årevis, og sjove spydigheder udvekslet mellem venner og fjender... Både tårekanaler og lattermuskler får sig en workout under sæsonens indledning, der er enormt stemningsfuld og (modsat resten af sæsonen) dejligt tålmodig.
Dernæst leverer "The Long Night" det endelige opgør mellem menneskene i Westeros og de såkaldte white walkers – en flok zombier, der higer efter verdensherredømmet. Og det er så ærgerligt, at disse bæster og deres leder, den dragende The Night King, heller ikke her til sidst gives en stærk forhistorie eller mere motivation end: "Alle andre skal dø, bare fordi!" Det er et gribende og vildt ambitiøst afsnit, men det er også fyldt med det, der hæmmer seriens to sidste sæsoner: søgte løsninger på historiens hårdknuder. Eksempelvis opfører zombierne sig enten som adrætte atleter eller udkørte fulderikker afhængigt af, hvad plottet lige har brug for på et givent tidspunkt.
Og så går det sgu ned ad bakke. "Game of Thrones" har sjældent givet sine fans det, de længes efter – såsom klare sejre til heltene og sviende tæsk til skurkene. Netop seriens uforudsigelig var en af dens største styrker, men alle dens twists gav mening, fordi de udsprang af karakterernes handlinger forinden. Selvfølgelig valgte kong Joffrey at halshugge den heroiske Ned Stark i sæson 1, fordi den barbariske Joffrey altid foretrak nådeløshed over nåde. Selvfølgelig blev Starks enke, søn og svigerdatter myrdet under "det røde bryllup" i sæson 3, fordi de havde brudt et bindende løfte med deres voldelige værter.
Men i sæson 8 føles historiens drejninger ofte tilfældige og ulogiske – som om forfatterne trækker dem ud af en hat i al hast, så de hurtigst muligt kan nyde en forlænget sommerferie. Men selv en kulørt føljeton som "Game of Thrones" er altså nødt til både at have og være tro over for sin egen, indre logik, for ellers mister man følingen med universet og dets eksistenser.
Når en ravn leverer en besked fra ét verdenshjørne til et andet, hurtigere end en sms rejser via satellit, så føles verdenen pludselig lille og ubetydelig. Når én kanon på ét skib dræber en drage på få sekunder, hvorefter en anden drage udsletter en hel flåde og storby uden modstand, så går spænding og troværdighed fløjten. Når ufejlbarlige spioner begår tossede tanketorsk... når en armé udryddes og så genopstår ét afsnit senere... når hovedpersoner forsømmes eller gennemgår store forvandlinger, før de vender igen på en tallerken... Ja, så føler man sig lidt fremmedgjort som seer. Jovist, her er flere fine øjeblikke samt billeder, action og skuespil i topklasse, men slutningen på "Game of Thrones" føles bare ikke som den ægte vare.
BILLEDE & LYD
Jeg var ganske vist skuffet over den sidste sæson af "Game of Thrones", men jeg glædede mig til at gense den på Blu-ray – især afsnittet "The Long Night", som udløste et ramaskrig, da det udkom på HBO’s streaming-tjeneste, fordi videokomprimeringen af afsnittet havde smadret dets meget mørke billedside. Men bare rolig: Episoden ser markant bedre ud på Blu-ray, hvor bitraten (mængden af data, der afsættes til billede og lyd) er markant højere end på streaming. Her er ingen digital støj, udtværing eller slørede billeder. Vigtige detaljer går aldrig tabt i mørket. Resten af episoderne ser også skidegodt ud – detaljerigdommen er enorm, kontrasten er solid, og farverne er appetitlige og naturtro. Og ja, Starbucks-kruset er blevet fjernet.
Udgivelsens Dolby Atmos-lydspor er mindst lige så imponerende. Uanset hvor meget der foregår i en scene, så kan man sagtens tyde hver eneste vigtige replik. Og kanalnetværket er enormt aktivt hele vejen igennem – i de store actionsekvenser man kan næsten fornemme, at pile, spyd og drager flyver rundt i hjemmebiografen, men de mere "mådeholdne" scener emmer også af auditivt liv med masser af små, subtile lyde i baggrunden, der får de fantasifulde omgivelser til at føles ægte. Det er i øvrigt værd at bemærke, at afsnittene som standard afvikles med de komprimerede Dolby Digital 5.1-lydspor slået til, så man skal altså aktivt gå ind i menuen og vælge at lytte til Atmos-lydsporene i stedet. Besynderligt.
EKSTRAMATERIALE
Ligesom HBO's Blu-ray-udgivelser af seriens foregående sæsoner er også denne spækket med godt ekstramateriale. Man må altså rose et selskab som HBO, der har en gigantisk, succesfuld streaming-tjeneste, for at gøre en kæmpe indsats for at belønne de fans, der køber et fysisk eksemplar af deres serie. Det eneste, man måske savner, er interviews, hvor seriens skabere og medvirkende reflekterer over sæsonens dårlige modtagelse. Men ekstramaterialet blev formentlig produceret samtidigt med, at afsnittene blev skudt. Seriens seks afsnit er fordelt ud over tre skiver. Hver episode kan ses, alt imens en informativ, visuel guide leverer interessant og relevant information om det, der foregår. Guiden er især behjælpelig, hvis det er noget tid siden, man sidst fulgte med i serien.
Derudover er der blevet indtalt i alt ti kommentarspor til afsnittene. Det er især interessant at høre instruktøren bag "The Long Night" diskutere det med to af sine fotografer. "Er det meningen, at det skal være så mørkt? Øv. Jeg troede, det var en fejl," siger en af dem med slet skjult sarkasme. Vor egen Pilou Asbæk er også med på et af kommentarsporene og leverer bl.a. en fjoget penisjoke, der får hans kollegaer til at klukle. Her er også fem slettede scener. Man savner kun én af dem: et sakset øjeblik fra "The Long Night", hvor dværgen Tyrion Lannister udviser stort heltemod. Her er seks fine, korte tegnefilm, der dykker ned i universets forhistorie. Dokumentarerne "When Winter Falls" og "Duty is the Death of Love" ser nærmere på skabelsen af hhv. sæsonens tredje og sjette afsnit.
Sidst, men ikke mindst, er der den exceptionelle dokumentar "The Last Watch", der varer hele 113 minutter, og som kommer helt ind i den sidste sæsons maskinrum og hjertekammer – vi ser alt fra skuespillerne, der læser deres allersidste replikker højt i fællesskab med tårevædede øjne, til statister, kostumierer, makeup-artister, stuntfolk, rekvisitører og selv sikkerhedsvagter, gaffeltruckkørere og dem, der skovler kulissernes kunstige sne, som alle knokler røven ud af bukserne uden for rampelyset. Alle er også forfriskende, brutalt ærlige omkring det pres, der hviler på deres skuldre. Det er faktisk svært ikke at blive rørt over at se denne hær af engagerede mennesker, der siger farvel til noget, som har fyldt så meget i vores og særligt deres liv i et årti.
