Anmeldelse: Doom: Annihilation (Blu-ray)

De billige kostumer, splattereffekterne, det elendige skuespil og den dårligt skrevne dialog er grobund for bundsolid ufrivillig latter.

I 1993 udkom det første "Doom"-spil, hvor man som hovedpersonen Doomguy skulle skyde sig igennem et utal af helvedes dæmoner på Mars' måner. Der udkom naturligvis en håndfuld fortsættelser, og det udløste i 2005 også en filmatisering med Dwayne Johnson i hovedrollen. I 2016 tog spilserien atter fat, og med både fornuftige anmeldelser og salgstal kom en ny film lynhurtigt på tegnebrættet igen. "Doom: Annihilation" er en nyfortolkning af ideen bag det oprindelige spil og derfor ikke en fortsættelse af den første film. Det er nemt at mærke, at skaberne af denne film er fans af spillene, for den er spækket med easter eggs undervejs. Det ændrer ikke på, at "Doom: Annihilation" er et b-films-fejlskud af de helt store.

Løjtnanten Joan Dark (Amy Manson) er som straf for sin mangel på respekt for autoriteter blevet udstationeret på Mars' måne Phobos med en gruppe marinesoldater, der ikke ligefrem er begejstrede ved tanken. Da de ankommer til rumbasen, er det tydeligt, at noget er gået galt. Der er ingen til at modtage dem, og der går ikke længe, før de støder på de første lemlæstede lig. Heldigvis finder de nogle overlevende, der kan forklare, hvad der er gået galt. Det viser sig, at nogle videnskabsmænd har fundet et stykke ældgammel teleportationsteknologi, som under en øvelse har åbnet op for helvedes dæmoner. Nu er det marinesoldaternes opgave at udrydde dem alle, inden de overtager verdensherredømmet.

Generisk rockmusik. Dårlige effekter. Dårlige skuespillere. Et manuskript uden én original tanke. "Doom: Annihilation" har det hele! Man skal ikke mange sekunder ind i filmen, før man har regnet hver en drejning i historien ud. Efter præmissen er sat, består plottet reelt kun af, at en gruppe karakterer skal fra punkt a til punkt b – og til tider tilbage igen. Selvom der er masser af tjubang undervejs, bliver dette lynhurtigt trivielt, da opbygning og resultat konstant er det samme. At der tilmed kun bliver brugt tre ud af de mange monster-designs fra spillene – og et af disse er zombier – er en ligeså spildt mulighed, der ellers kunne have holdt papirtyndt plot og dødssyg action nogenlunde kørende. Filmen lever dog op til sin censurbetegnelse med spandevis af blod og bandeord, men selv på trods af dette faktum virker filmen ligeså harmløs og tam som en søndagstegnefilm.

Amy Manson har i hovedrollen omtrent ligeså meget karisma som en våd karklud. Det er ikke fordi, at resten af skuespillerholdet er meget bedre, men en stor del af filmen hviler på Mansons evner til at gøre sin karakter sympatisk i forbindelse med en sørgmodig fortid. Her fejler hun noget så grusomt. Manuskriptet tilbyder måske heller ikke skuespillerne det store at arbejde med, da samtlige karakterer er endimensionelle karikaturer, der hurtigt kan opdeles i kategorierne "god" og "ond". Det kan til gengæld være svært at holde med de gode, når deres handlinger konstant er håbløst stupide – blot for at fungere som katalysator for næste klassiske kliché. Det er dog Mansons manglende indlevelsesevne, der får det skrøbelige korthus til at vælte. Med en karismatisk skuespillerinde i hovedrollen ville "Doom: Annihilation" snildt kunne blive løftet fra pinlig bedrift til acceptabelt bidrag til franchisen.

Effekter, kulisser, make-up og monsterdesign ligner noget fra en andenrangs sci-fi-serie fra 1990'erne. Instruktøren Tony Giglio gør nærmest en ære i at skabe en forældet version af "Doom", samtidig med at spilserien er i gang med at forny sig. Sammenligningerne med "Aliens" ligger lige til højrebenet, da både historien og især karaktererne nærmest er 1:1-kopier herfra, men "Doom: Annihilation" forbliver ikke andet end en dårlig efterligning heraf. De billige kostumer, splattereffekterne, det elendige skuespil og den dårligt skrevne dialog er grobund for bundsolid ufrivillig latter, og netop derfor er denne version at foretrække over den første film fra 2005. "Doom: Annihilation" har også et højt tempo, og med en spilletid på 96 minutter er det svært at nå at kede sig undervejs. Det anbefales dog ikke at se filmen hverken alene eller i ædru tilstand.

Billede & Lyd

Så længe billedet på denne udgivelse er godt oplyst, er det klart og forholdsvist detaljeret. De blålige nuancer giver filmen et køligt look, der passer godt til rummets isolation. Ligeså snart filmen bliver mørk, bliver billedet grynet og grimt. Det er derfor svært at fange detaljerne, især med den hektiske klipning. Udgivelsens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er derimod glimrende. Alle højtalere bliver flittigt brugt, og lydeffekterne samt musikken er intense og høje – uden at dialogen drukner i lyddesignet.

Ekstramateriale

Der er absolut intet ekstramateriale på denne udgivelse. Til gengæld er de danske undertekster til filmen ganske underholdende med flere manglende ord og fejloversættelser.

Doom: Annihilation (Blu-ray)

Kommentarer

Doom: Annihilation (Blu-ray)

  • ★★★★1

    Det ER så lige: Space-Marine! Tsk,tsk føler en konsol-primat! 

    Mht. film: Styg! Styggere end DOOM med ham Scorpion King-WWF-gutten :-P

    Gasivodo29-11-19 23:11

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen