Anmeldelse: The Irishman

Med et stjernehold foran og bag kameraet har Martin Scorsese med "The Irishman" skabt en unik film, der vil gå over i filmhistorien som én af instruktørens bedste.

Martin Scorsese, Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci i Netflix' store produktion "The Irishman". Det lyder som et samarbejde, der umuligt kan gå galt. Og bare rolig. Alt fungerer mesterligt i pletskuddene af koldblodige drab, komik, familiedrama, eminent historiefortælling og sublim brug af CGI.

På et plejehjem i 1990'erne sidder krigsveteranen Frank "The Irishman" Sheeran (Robert De Niro) og tænker tilbage på sit virke som lejemorder for Russell Bufalino (Joe Pesci), én af tidens mest berygtede gangsterbosser i New York. Særligt går tankerne på involveringen i det formodede drab på den indflydelsesrige fagforeningsmand Jimmy Hoffa (Al Pacino). 

Martin Scorseses epos er en rørende beretning om de valg, vi tager, og om hvordan de følger os gennem hele livet og former os som mennesker. Derudover er den en fortælling om forholdet mellem Shareen og Bufalino, der var langt mere end professionelt. Deres årtier lange samarbejde udviklede sig til et tæt venskab, hvilket De Niro og Pesci skildrer til perfektion. Så godt, at sidstnævnte leverer én af årets stærkeste birollepræstationer. Al Pacino leverer ligeledes sublimt skuespil og fuldender med sit portræt af Jimmy Hoffa en kriminel god treenighed bestående af stjerneskuespillere, der alle tidligere har leveret pragtpræstationer i en håndfuld af genrens bedste film. 

Filmteknisk er "The Irishman" en klasse for sig selv. Ved brug af CGI er det lykkedes i flere scener at forynge de tre stjerner 40-50 år i forhold til deres respektive aldre, der i alles tilfælde er over 75. Dette i sig selv er imponerende. At det lykkes til perfektion i en film, hvis handling konstant skifter mellem flere tidslinjer og derfor afhænger af, at imitationen er troværdig, er ekstraordinært. Ikke på ét tidspunkt påvirker disse effekter det unikke skuespil og de mange nuancer, der gør stjernernes præstationer til én af filmens mange styrker. Manuskriptforfatter Steven Zaillian, der også stod bag Steven Spielbergs "Schindlers liste", har med "The Irishman" skrevet et mesterværk på 210 minutter. At fange folks opmærksomhed og fastholde den i en film, der ikke druknes i hurtig klipning, action og den type CGI, diverse superheltefilm bruger i overflod, kræver en filmskaber udover det sædvanlige. Dette har Martin Scorsese nu for længst bevist, at han er.

Med "The Irishman" overgår han sig selv. Alt æren skal naturligvis ikke tildeles Zaillian og Scorsese alene. På "The Irishman" samarbejdes igen med mesterklipperen Thelma Schoonmaker, der blandt andet har haft saksen i "The Departed", "Raging Bull" og "The Aviator". Som altid formår hun at skabe balance mellem det teksttunge manuskript og fotograf Rodrigo Prietos flotte billeder, der giver filmen et perfekt flow uden ét eneste kedeligt øjeblik. Også komponisten Robbie Robertson bidrager til filmens storhed. Robertsons musik er med til at understrege filmens tempo, stemning og handling. Temaet til "The Irishman" er præget af tunge trommer, der mest af alt minder om en western, og understreger den lovløshed, der præger gangsterlivet.

Med et stjernehold foran og bag kameraet har Martin Scorsese med "The Irishman" skabt en unik film, der vil gå over i filmhistorien som én af instruktørens bedste. Scorsese, De Niro, Pacino og Pesci viser med dette mesterværk, at de med alderen kun er blevet bedre. Skulle dette blive den sidste, vi ser med dem, vil de alle slutte karrieren med præstationer, der er blandt deres bedste.

The Irishman

Kommentarer

The Irishman

  • ★★★★★0

    I min top 5

    1. Taxi Driver 
    2. Raging Bull
    3. The Irishman
    4. The Departed 
    5. Goodfellas

    Hvordan har du det med Mean Streets og The King Of Comedy?

    David Lund30-11-19 12:04

  • ★★★★0

    Hvordan har du det med Mean Streets og The King Of Comedy?

    MEGET godt min ven. Især King of Commedy. Men jeg kan ikke placere flere i top 5 :)

    Men The Irishman gik rent ind. Det var en film lavet med så stor livserfaring, at man selv begyndte at reflektere over nogle ting. 

    Babo30-11-19 12:17

  • ★★★★★★0

    I min top 5

    1. Taxi Driver 
    2. Raging Bull
    3. The Irishman
    4. The Departed 
    5. Goodfellas

    Shiiiiiit!!!! Nu jeg spændt på at få den set!

    T. Nielsen30-11-19 12:40

  • ★★★★0

    Det er mange år siden 3,5 time fløj afsted med en film. :)

    Babo30-11-19 14:32

  • ★★★★★★0

    Det er mange år siden 3,5 time fløj afsted med en film. :)

    Det er ikke ofte det sker (heldigvis er de fleste film også lidt kortere, for få kan bære sådan en spilletid tænker jeg).

    T. Nielsen30-11-19 14:43

  • ★★★★0

    Ja. Filmen tog sig i øvrigt lidt forkert ud i trailers. Den er faktisk flot fotograferet. 

    Babo30-11-19 15:21

  • ★★★★★★0

    Ja. Filmen tog sig i øvrigt lidt forkert ud i trailers. Den er faktisk flot fotograferet. 

    Ja det har jeg hørt. Den lignede vitterligt en øjenbæ i de første trailers.

    T. Nielsen30-11-19 15:33

  • 0

    Jeg fik set The Irishman over to dage. Det er egentlig okay, selvom jeg ville have foretrukket det på en gang. Sådan er det når man har børn og har travlt med arbejde. Men det er da bedre end at se filmen på mobilen, som Scorsese frygter så meget. :)  Det er også ærgerligt, at sådan en grand epic motion picture ikke får en rigtig bio release. Når der ikke er så STORE penge i det, så betyder navne som Scorsese, De Niro og Pacino ikke så meget længere. Rigtig trist. It is what it is.

    Tilbage til filmen. Så feed. Bedste gangsterfilm i dette årti? Muligvis. Så mange mindeværdige scener og præstationer. Filmen føles som en greatest hits collection fra Martin Scorsese, der har de bedste dele fra hans forrige film. Det lyder selvfølgelig letkøbt, men der er noget ekstra kant og friskhed. Jeg er helt sikker på, at man vil huske og citere filmen, nøjagtigt som man gør med Goodfellas. Egentlig meget bemærkelsesværdigt at årets måske bedste film er noget, man kan streame på Netflix.

    IK 2-12-19 15:17

  • ★★★★0

    Thomas skrev i en anden tråd:

    Slutbilledet i The Irishman er simpelthen så genialt og begavet. Det samler hele filmens underliggende temaer på få sekunder. Fantastisk!!!

    Jeg er nysgerrig om, hvad du mener/tolker her? Er det scenen, hvor han er døende og beder om at have døren stående på klem?

    chandler75 4-12-19 18:35

  • ★★★★0

    Det er også ærgerligt, at sådan en grand epic motion picture ikke får en rigtig bio release. Når der ikke er så STORE penge i det, så betyder navne som Scorsese, De Niro og Pacino ikke så meget længere. Rigtig trist. It is what it is.

    Ja, gakgak at kun Netflix vil finansiere sådan en film. På den anden side skulle man tro, at de fire tilsammen ville have rigeligt med moneter til at finansiere projektet uden et studie, hvis de troede på projektet...

    chandler75 4-12-19 18:38

  • ★★★★★★0

    Thomas skrev i en anden tråd:

    Slutbilledet i The Irishman er simpelthen så genialt og begavet. Det samler hele filmens underliggende temaer på få sekunder. Fantastisk!!!

    Jeg er nysgerrig om, hvad du mener/tolker her? Er det scenen, hvor han er døende og beder om at have døren stående på klem?

    Ja, netop den scene. Den rummer jo en afgrundsdyb tristhed. Deprimerende og sigende for hans person og alt det han ikke opnåede. Det er jo (for mig) hele det liv han har levet fanget i et skud. 

    T. Nielsen 4-12-19 19:02

  • ★★★★0

    Ja, netop den scene. Den rummer jo en afgrundsdyb tristhed. Deprimerende og sigende for hans person og alt det han ikke opnåede. Det er jo (for mig) hele det liv han har levet fanget i et skud. 

    Det har du jo egentlig ret i. Hans største glæde i livet virkede jo egentlig til at være hans venskab med Hoffa, og hvordan gik det...

    chandler75 4-12-19 19:11

  • ★★★★★★0

    Det har du jo egentlig ret i. Hans største glæde i livet virkede jo egentlig til at være hans venskab med Hoffa, og hvordan gik det...

    Ja og hans patetiske forsøg på at være far og bevare en familie og nu sidder han der, døende, alene og trods det voldsomme liv, har han intet opnået. Hvad har han? Intet og så det i øvrigt ved at være jul. 

    T. Nielsen 4-12-19 19:14

  • ★★★★0

    Enig. Han sværger loyalitet mod mafia og finder vel i grunden aldrig den frelse, han et eller andet steder forsøger. Meget trist karakter, egentlig. 

    Babo 4-12-19 19:19

  • ★★★★0

    I det hele taget er slutningen en ret deprimerende skildring af det at blive gammel...

    chandler75 4-12-19 19:20

  • ★★★★★0

    En ting jeg også godt ku li var, hvordan jeg opfattede ting i første omgang, og så efter at høre en andens tolkning, så kunne en hel anden scene også give mening for mig, for noget som jeg ikke fangede første gang, fordi jeg tænkte over visning af karakteren på en anden måde



    Datteren Peggy, jeg synes hun var meget svagt skrevet og havde ikke en indvirkning, andet end at hun virkede som en slags visning af hans samvittighed eller manglen, på det, og der synes jeg klart hun var lidt for banal og simpelt skrevet med kun den ene funktion...

    Så er der en anden som kommer med den her tolkning:

    Jeg opfattede ikke så meget Peggy som et billede på hans samvittighed. Noget af det sørgelige ved Frank er for mig netop, at han ikke rigtig fortryder eller forstår døtrenes og især Peggys afstandtagen til ham og hans handlinger. Peggy er for mig mere billedet på den pris, hans liv og handlinger har haft - selv ikke i hans sidste år kan hun tilgive ham nok til selv at fortælle ham, hvorfor hun ikke vil se ham. Jeg tror, hun er så utydeligt tegnet op som karakter, fordi hun er portrætteret gennem Franks øjne. Og han kommer aldrig rigtig tæt på hende.

    Hvilket fik mig til at tænke over tingene på følgende måde, efter den tolkning

    Det også en vinkel der ku give mening, og gir også mening til snakken ved bowling banen hvor Frank og Joe Pesci’s karakter snakker om at han tror Peggy er bange for ham, hvor Frank prøver bevise det modsatte ved at nærmest kommandere hende dog venligt hen til dem begge, fordi han ikke ved bedre, eller rettere mere om sin datter, og hvordan hun har det.

    Han indrømmer dog overfor den ene af hans døtrer at han ikke har været en god far, og han reflektere også over hans opførelse over for Jo Hoffa, da han han ringer stortset lige efter at skudt hendes mand, hvor han bare ikke ved hvad han skal sige “who Makes a phonecall like that” eller noget i den retning som han siger til præsten. Her følte jeg at han inderligt fortrød. Men resten med præsten ku godt ses som hans forsøg på at få det bedre med sig selv, uden reel at gøre det, han går blot through the motions.

    Så det var lidt intressant for mig hvordan jeg reelt ku ændrer opfattelse af en karakter, og det samtidig gav mening for mig i andre scener.

    Elwood 4-12-19 19:31

  • ★★★★0

    På en måde sad jeg lidt tilbage og tænkte, at Peggy var den egentlige hovedperson...

    (Jeg tror i øvrigt ikke at det er nødvendigt at bruge spoilers, når der skrives under anmeldelsen. Så må man gå ud fra, at man har set filem).

    chandler75 4-12-19 20:04

  • ★★★★★0

    På en måde sad jeg lidt tilbage og tænkte, at Peggy var den egentlige hovedperson...

    (Jeg tror i øvrigt ikke at det er nødvendigt at bruge spoilers, når der skrives under anmeldelsen. Så må man gå ud fra, at man har set filem).

    Personligt bruger jeg nu også anmeldelsestråde til at læse andres meninger om filmen inden jeg ser en film. Og hvis anmeldelsen er uden spoilers, hvorfor skal man så antage at kommentarerne til anmeldelsen indeholder spoilers? Nu er vi selvfølgelig på side 2, og så langt havde jeg nok ikke læst, hvis jeg endnu ikke havde set filmen, men når vi har en super spoiler-funktion, hvorfor så ikke bruge den?

    Jeg medgiver dog at andre kan have en anden opfattelse af, hvad der er kutyme i en anmeldelsestråd.

    Kruse 4-12-19 20:11

  • ★★★★★1

    Better safe than sorry tænkte jeg blot, nu f.eks. Knives out tråden vil jeg f.eks. ikke nærme mig før jeg har set filmen, da bare den mindste antydelse af noget kan sætte tankerne igang hos mig.

    Og jeg har oplevet at ting som folk ikke mener er spoilers, har været spoilers, så jeg vil heller bruge spoiler funktionen en gang for meget end for lidt :)

    Elwood 4-12-19 20:35

  • ★★★★0

    Er der nogen bud på, hvad pointen er med solbrillerne

    i scenen før mordet på Hoffa, hvor Bufalino beder om Franks solbriller - og giver dem tilbage senere?

    chandler75 7-12-19 16:23

  • ★★★★★★0

    THE IRISHMAN

    Moralen er vel, at der altid er en pris at betale.

    Jeg så den ikke i biffen, som jeg ellers ville have gjort - hvis det havde været den eneste mulighed.

    Og det er jeg på en måde glad for, for det er en film som kræver et overskud at se og beabejde imens - særligt på grund af længden på 3½ time. Derfor er det en stor fordel at man kan dele den op i lidt mindre bidder, og se den med friske øjne som den fortjener.

    Hvad skal man stille op med denne CGI bastard? Det irriterede mig grænseløst at se det, langt fra perfekte resultat med flimrende ansigter som skiftede fokus - koblet sammen med kroppe, som skulle spille yngre end de var i stand til. Særligt De Niro kan ikke spille en person, så meget yngre end han er i starten. På visse tidspunkter virkede det som noget fra et gammelt computerspil.

    Det blev absolut bedre undervejs, som skuespillerne nærmede sig deres virkelige alder - og da den peakede

    (under hele det afsnit, hvor Hoffa er kommet ud fra fængslet og deltager i hyldesten af Frank Sheeran. Med al mimik fra samtlige, og samtlige dialoger)

    Der var det et rent mesterværk - alene den passage fik mig i godt humør.

    Desværre holdt det ikke hele filmen ud.

    Slutningen, blev trukket i en grad som bare ikke var nødvendig, for at forstå pointen med det hele.

    Som jeg startede med; I den sidste ende er der altid en pris at betale.

    Men hvor er det fedt at se de gamle drenge i aktion igen - særligt Pachino brænder igennem, på en måde så man bare ikke fatter at han er den ældste af de tre.

    Pesci er også vanvittig skarp, og der er mange fine præstationer hele vejen, generelt.

    Note; Hvis man endnu ikke har set den skønne dokumentar på Netflix; The Irishman i samtale - så kan det klart anbefales. Hvor er det fedt at opleve Scorsese, De Niro, Pesci og Pacino i samtale - både om filmen, og om tidligere oplevelser, sammen.

    Hvis man kunne beskære filmen kraftigt - så findes der afgjort et mesterværk, derinde. Særligt i Pachino's scener. Men samlet set er der for mange ting som trækker i den forkerte retning - selvom jeg hyggede mig kosteligt undervejs.

    7/10 - 4/6

    Wayne 9-12-19 19:36

  • ★★0

    Ja, gakgak at kun Netflix vil finansiere sådan en film. På den anden side skulle man tro, at de fire tilsammen ville have rigeligt med moneter til at finansiere projektet uden et studie, hvis de troede på projektet...

    Filmens budget er helt gakgak. En milliard kroner! Det kan man få en halv Avengers-film eller 7 Green Books for, og med tanke på at en film skal omsætte for 3 gange budgettet for at gå i nul, er jeg sikker på at man på forhånd ville have meget svært ved bare at få sine penge hjem igen.

    Michael Andersen14-12-19 19:05

  • ★★★★1

    OK, det var jeg ikke klar over - vildt. Så må det vel være Scorseses klart dyreste?

    Det kunne være interessant at vide, hvad pengene er brugt på? Skuespillerne? De-aging-effekterne? Umiddelbart ligner det i hvert fald ikke en film til en milliard kroner i forhold til andre films budgetter.

    chandler7514-12-19 19:29

  • ★★★★★0

    Det er en udmærket film, men jeg kan som sædvanlig ikke helt følge begejstringen for Scorsese. Der var flere scener som ikke helt fungerede for mig rent teknisk og blev decideret uoverbevisende, mens andre scener var fantastisk skruet sammen. Jeg er på 4/6 stjerner. Næppe pengene værd at lave. Til det er den i sidste ende alt for forglemmelig... 

    Lars!14-12-19 19:42

  • ★★★★0

    Det er en udmærket film, men jeg kan som sædvanlig ikke helt følge begejstringen for Scorsese. Der var flere scener som ikke helt fungerede for mig rent teknisk og blev decideret uoverbevisende, mens andre scener var fantastisk skruet sammen. Jeg er på 4/6 stjerner. Næppe pengene værd at lave. Til det er den i sidste ende alt for forglemmelig... 

    Af alle instruktører er Scorsese min favorit (han var i øvrigt også Roger Eberts favoritinstruktør).

    Langt de fleste af hans film er dog nogen, der er blevet modnet hos publikum igennem tiden - hvilket alene det faktum, at han modtog sin første Oscar for "The Departed", vidner om. Det var ikke for "Taxi Driver", "Raging Bull", "Goodfellas" eller "Casoíno".

    Jeg var selv ikke helt oppe at ringe over "The Irishman", men jeg har på fornemmelsen, at det kan være en grower, der med tiden kan få klassikerstatus. Måske er det i virkeligheden Scorseses mest ambitiøse?

    chandler7514-12-19 20:02

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen