De danske anmeldelser er ikke så prangende, som de amerikanske. Lidt skuffende. Men lad os nu se.
Anmeldelse: Knives Out – Var det mord?
Dette er en lille magelig krimikomedie med tungen placeret solidt i kinden.
Der er sjældent noget så uforpligtende underholdende som en god gammeldags mordgåde. En række farverige karakterer er samlet, og detektiven skal nu optrævle mysteriet. Var det mord? Og var det butleren, der gjorde det? Vi kender det fra talrige historier med Sherlock Holmes, Miss Marple, Hercule Poirot og alle de andre excentriske efterforskere, og det er denne "hvem gjorde det?"-genre, som Rian Johnson har kastet sig ud i med "Knives Out – Var det mord?".
Den stenrige krimiforfatter Harlan Thrombey bliver fundet død med halsen skåret over i sit arbejdsværelse efter sin 85-års fødselsdag. Det ligner selvmord, men detektiven Benoit Blanc får til opgave at gå sagen igennem og finde ud af, om der er ugler i mosen – deraf den lettere kluntede undertitel "Var det mord?", som dog muligvis er en reference til den danske titel på krimidronningen Agatha Christies roman "Sparkling Cyanide".
Instruktør Rian Johnson har nok trængt til en velfortjent ferie efter al virakken og fan-furoren omkring hans "Star Wars: The Last Jedi". "Knives Out" kan meget vel være det, der skulle til for at give ham troen tilbage på filmmediet – og ikke mindst publikum.
Vi er langvejs fra intergalaktiske dramaer og episke lyssværd-dueller, for dette er en lille magelig krimikomedie med tungen placeret solidt i kinden. Johnsons take på genren er mere moderne end som så, og ret hurtigt får vi afsløret, hvordan tingene øjensynligt hænger sammen. Herfra er der snarere tale om en "WillTheyGetAwayWithIt?" end en "Whodunnit?", mens detektiv Blanc snuser rundt i den dysfunktionelle families beskidte vasketøj – i takt med at skeletterne vælter ud af skabet.
Der er dog mange relationer og afsløringer at holde styr på i det kringelkrogede plot, og med en spilletid på over to timer bliver det i længden lidt for meget af det gode. Vi forventes at holde tungen lige i munden og samtidig lade os underholde på en frydefuld rutsjebanetur, og det er lidt som at blæse og have mel i munden. Det havde klædt filmen, hvis den var skåret skarpere eller i det mindste havde brugt alle de farverige familiemedlemmer til lidt mere. Mange af dem forbliver desværre baggrundsstaffage, selvom der er potentiale i dem. Filmens ensemble lader til at have haft en fest under indspilningen, og særligt Daniel Craig, Don Johnson, Jamie Lee Curtis, Michael Shannon og Toni Collette brillerer i nogle saftige roller. Det er familiens interne fejde, der er filmens mest fornøjelige del, og her kunne man faktisk godt have givet den lidt mere gas, når nu vi alligevel er ude på komediens overdrev.
Alt i alt er det en underholdende udflugt i mordgåde-land. Man gætter og gætter, men regner sandsynligvis ikke det store billede ud, før tiøren til sidst falder – og så er alt jo, som det skal være. Det er dog samtidig en film, der ikke helt lever op til den store hype, den har fået. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det.
