Trailer: Zoë Kravitz gennemgår fem forliste forhold i teaser til "High Fidelity"-serien

Tv-serien vil udforske samme tematik som filmen fra 2000, men denne gang fra en anden synsvinkel.

"High Fidelity" er baseret på Nick Hornbys bog af samme navn fra 1995. Zoë Kravitz spiller rollen som Rob – ejeren af en vinylforretning i Brooklyn – der sammen med sine venner og kolleger forsøger at få svar på, hvorfor kærligheden ikke er helt nem at finde ud af. Hvis det lyder bekendt, så skyldes det helt sikkert, at romanen allerede blev filmatiseret i år 2000, hvor John Cusack var at finde i rollen som Rob, der var besat af top 5-lister og forliste forhold.

At det netop er Zoë Kravitz, som er at finde i hovedrollen denne gang, virker meget passende, i og med at Zoës mor, Lisa Bonet, selv spillede med i den oprindelige filmatisering.

At dømme ud fra traileren lægger serien sig tæt op ad filmen i både stil og tone, hvilket burde tiltale fans af både bogen og filmen. Derudover kan hovedrollens gender bend netop være med til at gøre historien aktuel og vedkommende for en ny generation, der næppe har skiftet bekendtskab med Cusacks tvære Rob. 

"High Fidelity" får amerikansk premiere 14. februar, men hvornår den bliver tilgængelig i Danmark, er endnu uvist. Første trailer kan til gengæld ses her:

Kommentarer

Zoë Kravitz gennemgår fem forliste forhold i teaser til "High Fidelity"-serien

  • ★★★★2

    Glæder mig til remake af "Alien: Den 8. passager" nu med en Ripley af hankøn ;-) 

    Gasivodo23-12-19 23:58

  • ★★★★★★0

    Det kunne være at man skulle se den, jeg var ikke specielt glad for filmudgaven, mest fordi jeg ikke er stor fan af John Cusack.

    Zero Cool24-12-19 00:13

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen