Jar Jar Binks vender måske tilbage - med fuldskæg!

Den berygtede gunganer dukker måske op i Disneys serie om Obi-Wan Kenobi.

Mange Star Wars-fans får nervøse trækninger, når talen falder på Jar Jar Binks, der første gang optrådte i George Lucas' "Star Wars Episode I: Den usynlige fjende". Den klodsede gunganer med jamaicansk accent faldt mildt sagt ikke i god jord hos et utal af hardcore Star Wars-fans. Kritikken var så barsk og massiv, at Jar Jar-skuespilleren Ahmed Best overvejede at begå selvmord som følge af den hårde medfart. 

Nu forlyder det så på rygtebørsen, at den forhadte karakter måske står overfor et comeback i Disneys serie om Obi-Wan Kenobi. Her vender Ewan McGregor tilbage i hovedrollen som den ikoniske Jedi. Det forlyder endvidere, at Jar Jar Binks i mellemtiden har anlagt sig et skæg(!?!). Måske for at indikere, at karakteren i årenes løb er blevet mere moden. Det vides dog ikke, om Ahmed Best har mod på mere Jar Jar – eller hvor stor en rolle figuren er tiltænkt i den nye serie.

Den unge Luke

Serien om Obi Wan finder sted imellem de to første Star Wars-trilogier. Her våger den aldrende Jedi-mester over galaksens nye håb, Luke Skywalker, på Tatooine. Der har ligeledes været rygter fremme om, at Lucasfilm er på udkig efter en skuespiller til at påtage sig rollen som den purunge Luke, men det er i skrivende stund ikke officielt. 

Optagelserne ventes at gå i gang i løbet af 2020 – med eller uden Jar Jar Binks og hans skæg.

Kommentarer

Jar Jar Binks vender måske tilbage - med fuldskæg!

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen