Anmeldelse: En verden udenfor (Blu-ray)

Frank Darabonts klassiker med Morgan Freeman og Tim Robbins er blevet genudgivet, men holder "verdens bedste film" stadigvæk?

Ved sin premiere i 1994 fik Frank Darabonts "En verden udenfor" ikke et ben til jorden. En fiasko ved billetlugerne, hvor filmen samme år måtte se sig slået af elskelige "Forrest Gump" og Quentin Tarantinos banebrydende mesterværk "Pulp Fiction". Men meget skete efterfølgende. Fængselsfilmen blev en gigantisk succes i hjemmebiografen verden rundt, og som Stephen King-filmatisering fremstår den som én af de bedste. På filmdatabasen IMDb indtager "En verden udenfor" også famøst førstepladsen på sidens liste over bedste film – til stor diskussion for mange filmnørder. Men holder den universelt velholdte film også her ved en genudgivelse mere end 25 år senere?

Handlingen i "En verden udenfor" behøver næppe større introduktion. Bankmanden Andy Dufresne (Tim Robbins) bliver uretmæssigt anklaget for at myrde sin kone og idømmes livstid i Shawshank-fængslet. Andy er en enspænder, men bliver med tiden indlemmet hos fængslets veteraner, hvor han knytter et særligt bånd til Red (Morgan Freeman). Andy byder på mange overraskelser og ændrer flere af de indsattes tilværelse til det bedre – til stor frustration for den korrupte inspektør. Bag en plakat i sin celle gemmer Andy på den største overraskelse: Drømmen om frihed.

For dem, som ikke har besøgt fængselsgården tidligere, er Frank Darabonts filmatisering baseret på en novelle af Stephen King. Her gives tiltrængt pusterum fra gysets gru, som King typisk er kendt for. For godt nok udsættes Andy Dufresne for grusomheder, der som regel følger med fængselsfilmens dogmer, når alfahanner spærres inde med mindre stærke hankøn, men det er ikke det hårdkogte miljø, vi ofte kender fra genren. "En verden udenfor" er dramatisk og sentimental, og dens gennemsyrede motivation for håb om livet udenfor – fremfor indespærringens håbløshed – bruges til en positiv fordel i fortællingen.

Det er ærgerligt for nyklassikeren, at den nu om dage primært er reduceret til filmen, som alverdens filmnørder har svært ved at forlige sig med skulle være "verdens bedste" med sin førsteplads på IMDb's liste over "verdens bedste film" (eller nærmere mest populære). For selvom "En verden udenfor" næppe er netop det, så er fængselsfilmen stadigvæk pokkers fremragende. Værket blev ikke uden grund nomineret til hele syv Oscar-statuetter i sin tid, mens den igennem årene har stået sin rettergang som tidløst værk.

Det skyldes både Morgan Freeman og Tim Robbins' sympatiske skuespil – to skuespillere på højden af deres karrierer i 1990'erne – men i særdeleshed produktionsholdet bag. Frank Darabont er en af de få, der har kunnet tøjle at bringe Stephen Kings værker op på lærredet, og instruktøren fortsatte også med "Den grønne mil" og "The Mist". Imens leger mesterfotografen Roger Deakins med sublime kontraster af lys og skygge på hver side af frihed og isolation.

Som ekstra krydderi blandes Morgan Freemans legendariske voice-over – et virkemiddel, der sidenhen er blevet skuespillerens varemærke – med Thomas Newmans følelsesladede musik, der løfter dramaet helt derop, hvor det stadigvæk gør indtryk et kvart århundrede senere. Fortællingen om Andys kamp og Red, der filosoferer over frihed – mens han lærer nye ting om fængslet, han ellers kendte hver en hjørnesten af – er godt gammeldags Hollywood-håndværk, når det er allerbedst.

BILLEDE & LYD

Udgivelsen er en standard 1080p Blu-ray med et DTS HD Master Audio 5.1-lydspor. Det kan undre, at filmen ikke er blevet opgraderet til 4K, når den er blandt verdens mest populære hjemme i stuerne. Men der er nu alligevel grund nok til at opgradere den gamle DVD-skive til Blu-ray. Billedet står skarpt, og selvom meget af æren nok kan tilskrives Roger Deakins' cinematografi, er dette billedkvaliteten, de flotte kontraster bør nydes i. Lydsporet gør ikke meget af sig taget filmens rolige væsen i betragtning, men musikken harmonerer uden beklagelser.

EKSTRAMATERIALE

Udgivelsen er spækket med ekstra godter. Heriblandt et detaljerigt kommentarspor, som blev indspillet med Frank Darabont ved filmens tiårsjubilæum. Her deler instruktøren flittigt ud af anekdoter og giver indblik i overraskende komplicerede optagelser. Derudover er der sammenlagt halvanden times dokumentar med "Hope Springs Eternal: A Look Back at The Shawshank Redemption" og "Shawshank: The Redeeming Feature". De byder på interviews med cast og crew, mens den velansete kritiker Mark Kermode kontekstualiserer filmens eftermæle og populære status. Talkshowet "The Charlie Rose Show" giver et fyrre minutters interview med Tim Robbins, Morgan Freeman og Frank Darabont, mens den parodierende kortfilm "The Sharktank Redemption" har Freemans søn i hovedrollen.

En verden udenfor (Blu-ray)

Kommentarer

En verden udenfor (Blu-ray)

  • ★★★★★★0

    Jeg er ganske enig i tæt på samtlige ord i denne fine anmeldelse.

    T. Nielsen20-01-20 20:58

  • 0

    Dolby Digital 5.1 er det nu nok ikke. Mon ikke du mener DTS-HD Master Audio 5.1? :-)

    Nagash21-01-20 08:29

  • ★★★★★★0

    Jeg er ganske enig i tæt på samtlige ord i denne fine anmeldelse.

    Bestemt en rigtig fin film - feel good når det er bedst.

    Hos IMDb er den bare et kompromis som alle kan leve med - når nu deres egen favorit ikke kan indtage førstepladsen. Egentlig er det vel et tilfælde at det lige præcist blev den.

    Wayne21-01-20 08:37

  • ★★★★★★0

    Dolby Digital 5.1 er det nu nok ikke. Mon ikke du mener DTS-HD Master Audio 5.1? :-)

    Ifølge coveret på Gucca, så er der tale om DD 5.1. Det er der vist også på den tidligere danske udgivelse.

    Zero Cool21-01-20 08:41

  • ★★★★0

    DD 5.1 ... geeez! Denne ældre udgivelser har True HD.

    www.blu-ray.com/movies/The-Shawshank-Redemption-Blu-ray/14689/

    Bruce21-01-20 08:47

  • ★★★★★★1

    Hos IMDb er den bare et kompromis som alle kan leve med - når nu deres egen favorit ikke kan indtage førstepladsen. Egentlig er det vel et tilfælde at det lige præcist blev den.

    Det er en debat der har kørt så mange gange og den har overhovedet ikke min interesse (længere). Jeg er nemlig ret ligeglad med, hvad der er top eller bund på diverse filmsider med mere:-)

    T. Nielsen21-01-20 08:55

  • ★★★★★★1

    Bestemt en rigtig fin film - feel good når det er bedst.

    Hos IMDb er den bare et kompromis som alle kan leve med - når nu deres egen favorit ikke kan indtage førstepladsen. Egentlig er det vel et tilfælde at det lige præcist blev den.

    Den er ikke et kompromis som sådan, men et produkt af en stemme-krig for år tilbage, hvor den blev stemt op på førstepladsen og fans af den og The Godfather sloges i en periode om hvem der var i stand til at stemme sin favorit op på førstepladsen.

    Zero Cool21-01-20 08:58

  • ★★2

    Jeg er ganske enig i tæt på samtlige ord i denne fine anmeldelse.

    Mange tak, Thomas. :)

    Dolby Digital 5.1 er det nu nok ikke. Mon ikke du mener DTS-HD Master Audio 5.1? :-)

    Ved dobbelttjek har du helt ret - det er hermed opdateret. Jeg må være kommet til at notere det thailandske dubs lydspor. ;) 

    Mikkel Abel21-01-20 10:17

  • ★★★★★★1

    Det er en debat der har kørt så mange gange og den har overhovedet ikke min interesse (længere). Jeg er nemlig ret ligeglad med, hvad der er top eller bund på diverse filmsider med mere:-)

    Du er også ved at blive gammel - og viis ;-)

    Wayne21-01-20 13:25

  • ★★★★1

    Jeg er også komplet ligeglad!

    Måske fordi Citizen Kane, Vertigo og 2001 er 1,2 og 3 på verdens bedste liste ;)

    Bruce21-01-20 14:02

  • ★★★★★★1

    Du er også ved at blive gammel - og viis ;-)

    I fald jeg skulle glemme det, så ved jeg i hvert fald hvem der nok skal holde mig til ilden mht min kommende alder:D

    T. Nielsen21-01-20 14:28

  • ★★★★★★0

    I fald jeg skulle glemme det, så ved jeg i hvert fald hvem der nok skal holde mig til ilden mht min kommende alder:D

    Du kan regne med mig :-)

    Wayne21-01-20 14:29

  • ★★★★★★0

    Du kan regne med mig :-)

    Det har jeg noteret;)

    T. Nielsen21-01-20 14:30

  • ★★★★★★0

    Det har jeg noteret;)

    Osse nødvendigt at notere - ellers glemmer du bare :-)

    Wayne21-01-20 14:31

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen