Jeg er MEGET enig med anmeldelsens betragtninger. Jeg havde en ... hov ... oplevelse. Der sættes nogle plotelementer i søen, som ikke føres til ende. Formentlig fordi den sande historie stopper her og der ikke ER den narrative tilfredsstillelse. Så kan man godt argumentere for lidt kunstnerisk frihed. Så lidt uforløsthed i en ellers rigtig fin fortælling om ildsjæle, som gør mere godt for menneskeheden på én dag, end jeg formår i mit job på et liv.
Anmeldelse: De særlige
"De særlige" er langt hen ad vejen en god oplevelse.
Tilbage i 2011 skabte Olivier Nakache og Éric Toledano et sandt internationalt biohit med "De urørlige". Filmen høstede en lang række priser og nomineringer, hvilket hjalp med at etablere franskmændene i filmindustrien. Nu er det franske makkerpar tilbage med "De særlige". En film, der til trods for sine fejl har hjertet på det rigtige sted.
Stéphane Benhamou (Vincent Cassel) og Daoud Tatou (Reda Kateb) er bestyrere af et uautoriseret hjem for teenagere og unge voksne diagnosticeret med svær autisme. Individer, der er så påvirkede af deres diagnose, at det offentlige har givet op. Heriblandt Joseph (Bejamin Lesieur), som Benhamou ofrer privatlivet for, og Valentin (Marco Locatelli), der med sine voldelige tendenser skaber vanskeligheder for sin nye mentor, Dylan (Bryan Mialoundama). Imens bliver bostedet undersøgt af socialindsatsen vedrørende manglen på uddannet personale og autorisering.
"De særlige" føles autentisk. Både i måden, hvorpå de autistiske personer bliver behandlet, men også når én som Lesieur, der rent faktisk er diagnosticeret med autisme, spiller sig selv under et andet navn. Nakache og Toledano har hjertet på det rette sted, hvilket langt hen ad vejen sikrer, at "De særlige" er en god oplevelse. Man kan mærke benarbejdet i forhold til at vise autisme så realistisk som muligt. Problemet er fortællingen.
Første problem: Benhamou og Dylan får hver et sideplot. Benhamou i form af, hvordan det krævende arbejde forhindrer ham i at date kvinder. Og Dylan, der forelsker sig i en kvindelig sygeplejerske. Selvom der dedikeres tid til disse elementer, forløses førstnævnte plot-element pludseligt, hvor sidstnævnte fuldstændig glemmes.
Slutningen kan i øvrigt beskyldes for det samme, da de positive elementer ganske enkelt ikke hænger sammen med historiens opbygning. Ikke fordi man ikke holder af karaktergalleriet, men fordi det føles som om, at handlingen hopper fra A til C uden at have et B-stykke.
"De særlige" er velment, og emnet tackles af folk, der vil påvise et sandfærdigt billede af autisme, af dem, der tabes af systemet, og af kritikken deraf. Derfor er det en skam, at de personlige fortællinger ikke er sammenhængende. Dog påviser dét en anden pointe: Har man hjertet på det rette sted, kan intentionen udrette en del. Og i dette tilfælde er det nok til at sikre en fin oplevelse, der til trods for sine problemer alligevel efterlader stof til eftertanke.
