Anmeldelse: 10 Cloverfield Lane

Det er mere undtagelsen end reglen, at sequels og prequels overrasker positivt i forhold til originalen. Ikke at en film som den hypede found footage sci-fi-gyser "Cloverfield" fra 2007 er umulig at overgå, til trods for at den fremmanede et semi-ikonisk monster i den effektive markedsføring. Opfølgeren "10 Cloverfield Lane" er imidlertid et sjældent kerneeksempel på, hvordan kreativ nytænkning og solidt håndværk kan få én til at glemme alt om det originale oplæg.

Uden at få afsløret synderligt mange detaljer følger vi den unge Michelle (Mary Elizabeth Winstead), der i ét øjeblik sidder i sin bil på vej væk fra et forlist forhold, til at hun i det næste vågner forslået op i en klaustrofobisk kælder. En fremmed mand, Howard (John Goodman), har hjulpet hende ud af hendes forulykkede bil. Ikke nok med det, han har tilsyneladende også reddet hende fra den sikre død - dommedag er nemlig indtruffet - i helt bogstavelig forstand. I hvert fald efter Howards udsagn. Men hvad foregår der egentlig? Hvad er paranoide antagelser, og hvad er sandhed?

Kammerspil-mystery box-præmissen, hvor vi som publikum er fanget i isolation sammen med persongalleriet med en begrænset viden, er set talrige gange før. "10 Cloverfield Lane" spiller højt spil, men vinder ind med nervepirrende intensitet og uforudsigelighed - og overrasker som én af de allerbedste film indenfor genren.

Det er i "10 Cloverfield Lane" umuligt at vide sig sikker på noget som helst. Ikke nok med at vores viden er begrænset af sparsomme oplysninger ud fra sporadiske lyde og hændelser - filmen fortælles ud fra Michelles perspektiv, der allerede fra start undergraver hendes troværdighed ved at erklære, at hun ofte går i panik ved konfrontationer. Som narrativt greb er vidensbegrænsningen og tvivlen om hovedpersonens troværdighed naturligvis kalkuleret. Samspillet mellem udsigelse og kælderens kvælende atmosfære udgør i sandhed en så angstprovokerende og medrivende sci-fi-thriller, at det næsten ikke er til at holde ud. At dette er instruktør Dan Trachtenbergs debutfilm er absolut ikke til at mærke.

Som hovedperson er Michelle dog alt andet end en stillestående observatør. Filmens effektive virkemidler er snedigt og opfindsomt nørklet sammen - præcis som vores heltindes snarrådighed. For ud af kælderen skal hun jo, uanset hvad der venter over jorden - og Winstead leverer varen overbevisende. Dog er det altid gode John Goodman, der stjæler billedet gang på gang - med én af sine bedste præstationer siden "Barton Fink". Sekvenserne mellem Michelle og Howard er knugende intenst kammerspil, underbygget af den bagvedliggende frygt for det ukendte derude - hvad end dét er.

"10 Cloverfield Lane" er en overraskende forrygende rutschebanetur og en af de mest fornemme sci-fi-thrillers i de seneste mange år. Det er samtidig en af de film, hvor det godt kan svare sig ikke at få afsløret noget på forhånd for at få den optimale biografoplevelse. Rigtigt god fornøjelse!

10 Cloverfield Lane

Kommentarer

10 Cloverfield Lane

  • ★★★★★★0

    Fedt!

    T. Nielsen10-03-16 00:20

  • ★★★★0

    Namnam. Det lyder godt.. Men hvorfor nævnes Barton Fink?!? Jeg kunne jo misforstå og efterfølgende tro, John Goodman ikke er helten i denne.

    Gasivodo10-03-16 00:40

  • ★★★0

    Fordi rollen i "Barton Fink" er Goodmans hidtil bedste præstation, efter min mening. ;)

    Dolphinfriendly10-03-16 09:55

  • 0

    Du får mig til at glæde mig endnu mere!

    Superknys10-03-16 10:04

  • ★★★★★0

    Øj, det var jo en positiv overraskelse (hvis du har ret) ;) 

    Lars!10-03-16 10:27

  • 0

    Hmmm - den gik da lige fra en "måske engang på Netflix"-kandidat til en "skulle man smutte i biffen"-kandidat!

    Elsker film der messer med ens hoved! :-)

    moulder66610-03-16 12:40

  • 0

    Spændende!

    phinefilm10-03-16 14:08

  • 0

    Jeg endte med en spontan bio-tur i går aftes og det var en sand fornøjelse. 

    Filmen er jo næsten skræddersyet efter mine smagsløg.

    Hvad jeg ønskede mere af, fik jeg og hvad jeg ønskede mindre af, fik jeg eller IKKE fik, øøh? 

    Anyhooo, fed film! 

    Det står vel hen i det uvisse om Goodman faktisk havde kidnappet den omtalte pige eller hvad? 

    misuma12-03-16 10:27

  • ★★★0

    Lige præcis. Eftersom filmen er fortalt ud fra Michelles (meget subjektive) perspektiv, kan vi ikke vide os sikre på om det er noget hun bilder sig ind i sin paranoia - eller om Howard rent faktisk er wacko. En mindre fortællermæssig genistreg, efter min mening.

    Dolphinfriendly12-03-16 13:53

  • 0

    Et øjeblik var jeg sikker på at twistet var at Emmet faktisk var morderen. Uvisheden blev holdt i live på den bedst tænkelige måde imo. 

    misuma12-03-16 15:03

  • ★★★★0

    Jeg synes nu ellers det fremstod ret tydeligt, at Howard var Wacko. Han kone tog datteren fra ham (sikkert fordi han var, som han var) og han kidnappede så en anden pige - og nu Michelle. 

    Babo13-03-16 00:40

  • ★★★★0

    Et 7/10 herfra. Solidt spændende og godt spillet lille thriller/sci-fi med glimrende opbygning. Der var gode momenter af god suspens. Mine problemer: 

    Winestead var rigtig god som den kvindelige heltinde, men hun var dæleme også for god i mange situationer, der ville gøre selv Jason Bourne misundelig. Hun var altid parat med en løsning og måden hun besejrer "aliens" med en flaske brand, var dæleme letkøbt. Der skulle åbenbart ikke mere til. Goodmans karakter var interessant, men blev også hurtigt reduceret til karikatur, som ganske vist bidrog til øget spænding, men jeg havde fortrykket lidt mere beherskelse. Men altså, jeg hyggede mig og var tilpas godt underholdt. 

    Babo13-03-16 01:00

  • ★★★★0

    The Divide (2011) tænkte jeg lidt, for meget, på....en Best of the worst film, men stadig..

    ..med god samvittighed!? Dette ER Cloverfield fra nu af..her, alene, men det er...k..

    Gasivodo13-03-16 04:32

  • ★★★★★★1

    Det var sgu en fe' film. Jeg så den i IMAX, nok ikke den mest oplagte film til det, men lyden i biografen var i hvert fald helt i top.

    Zero Cool18-03-16 23:30

  • ★★★★0

    Efter at have tænkt en smule over denne film, fandt jeg virkelig Cloverfield delen ret malplaceret. Denne film havde fungeret så meget mere effektivt, hvis vi aldrig forlod bunkeren. Drøn ærgerligt. 

    Babo19-03-16 13:17

  • ★★★★★0

    Det lød pænt spoileragtigt, Babo. 

    Lars!20-03-16 18:53

  • ★★★★0

    Tjo, lidt. Med tanke på filmens titel, så synes jeg ikke noget er så overraskende igen. 

    Babo20-03-16 20:06

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen