Trailer: Ant-Man er tilbage i første farverige trailer til "Ant-Man and the Wasp: Quantumania"

Ant-Man og hans venner rejser ind i et meget lille univers for at bekæmpe en meget stor skurk.

Til februar vender Paul Rudd tilbage som den superlille superhelt Ant-Man i Marvel-heltens tredje solofilm, "Ant-Man and the Wasp: Quantumania", ovenpå "Ant-Man" (2015) og "Ant-Man and the Wasp" (2018).

Og Marvel Studios har netop frigivet den første iøjnefaldende trailer til filmen, der ligesom forgængerne er instrueret af Peyton Reed ("Bring It On", "Yes Man"). Traileren kan ses herunder.

Sidst vi mødte Ant-Man i biffen var i Russo-brødrenes "Avengers: Endgame", hvor han fandt en vej ud af det mikroskopiske, såkaldte kvanterige og hjalp Iron Man og Co. med at besejre Thanos.

Læs også: Bill Murray spiller skurk i Marvels "Ant-Man 3"

I "Ant-Man and the Wasp: Quantumania" tvinges Ant-Man og Co. dog tilbage til kvanteriget takket være en særlig opfindelse af superheltens datter, Cassie, som denne gang spilles af "Freaky"-stjernen Kathryn Newton.

Og i kvanteriget støder Ant-Man, Wasp og Cassie på alskens særegne væsner – inklusive superskurken Kang The Conqueror, som vi mødte en alternativ udgave af fra et parallelt univers i Marvel-serien "Loki". Rollen spilles nok en gang af Jonathan Majors ("Lovecraft Country", "Creed III"). Også Michael Douglas, Michelle Pfeiffer og Evangeline Lilly gentager deres roller fra forgængerne.

Kang bliver tilsyneladende en af MCU-sagaens store, tilbagevendende skurke – den næste "Avengers"-film hedder trods alt "Avengers: The Kang Dynasty". Dén film udkommer i 2025, mens "Ant-Man and the Wasp: Quantumania" lander i de danske biografsale den 16. februar 2023. Traileren kan ses her:

Kommentarer

Ant-Man er tilbage i første farverige trailer til "Ant-Man and the Wasp: Quantumania"

  • 1

    Det ser flot ud med masser af kreativt overskud og vi får meget lidt at vide. Humoren ligner det mere klassiske Marvel og der hjælper det meget, at det er båret af en fyr som Paul Rudd.

    Det ligner en skøn start på Fase 5 og forhåbentlig vil den hjælpe os med at skylle den ærgerlige Fase 4 væk fra hukommelsen hurtigst muligt! 

    Selvom jeg håber, at Black Panther formår at være en fremragende afstikker sammen med Spider-Man: No Way Home og til dels Shang Chi. 

    The Paki Don25-10-22 07:36

  • ★★★★★★0

    Det ser flot ud med masser af kreativt overskud og vi får meget lidt at vide. Humoren ligner det mere klassiske Marvel og der hjælper det meget, at det er båret af en fyr som Paul Rudd.

    Det ligner en skøn start på Fase 5 og forhåbentlig vil den hjælpe os med at skylle den ærgerlige Fase 4 væk fra hukommelsen hurtigst muligt! 

    Selvom jeg håber, at Black Panther formår at være en fremragende afstikker sammen med Spider-Man: No Way Home og til dels Shang Chi. 

    Helt enig - mit håb for fremtidens MCU steg lige et par grader.

    Wayne25-10-22 08:35

  • 0

    Ligner en af mine dårlige feberdrømme :)

    Dalgaard25-10-22 08:58

  • ★★★★3

    Det gør mig ærligt talt lidt bekymret, at den ser ud til nærmest eksklusivt at foregå inde inde i et green-screen univers.

    Kruse25-10-22 10:01

  • ★★★★0

    Jeg tænker også umiddelbart Damm stakkels CGI folk, de kommer på bigtime overarbejde igen.

    Elwood25-10-22 16:26

  • ★★★★0

    Ser meget underholdende og herlig fantasifuldt ud, og Paul Rudd og Co ser ud til at være i hopla . Desuden ser jeg ikke noget nævneværdigt problem i, at det meste af handlingen foregår i et CGI univers, så længe effekterne bare er lavet så godt som de er her.

    NightHawk25-10-22 17:07

  • ★★★★0

    Uh, Elton John og Bill Murray

    chandler7525-10-22 19:29

  • 0

    Det gør mig ærligt talt lidt bekymret, at den ser ud til nærmest eksklusivt at foregå inde inde i et green-screen univers.

    Gud ja, tænker du ift. VFX-artister, der har klaget deres nød over Marvel som en dårlig klient?

    Det havde jeg slet ikke tænkt på. :-( 

    Men ja, jeg har det sådan, at jeg kræver meget mere af VFX-bårne film nu til dags.

    Hvis folk har dårlige arbejdskår, selvom lønnen skulle være ganske ordentlig, så er kravet, at historien kan bære det.

    Nok derfor, at jeg har været så træt af mange af Fase 4's bud. 

    The Paki Don25-10-22 21:51

  • ★★★★2

    Der er både det med vfx som var det jeg skrev om tidligere, men udover det så er der også noget tactile feel der mistes i performance, når ting foregår i ren Bluescreen det meste af en film. Nogen er mere vandt til det end andre også.

    Men ja især deres vilkår, hvis en film skal bæres af CGI kan jeg ikke lade være med at tænke på det, også grund til jeg ikke ku li joken omkring hvor dyr og timeconsuming CGI var i She-Hulk i sidste afsnit.

    Elwood25-10-22 22:25

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen