Trailer: Brad Pitt trykker speederen i bund i ny "F1"-teaser
Instruktøren bag "Top Gun: Maverick" sender snart endnu en superstjerne afsted i et lynhurtigt befordringsmiddel.
Det er efterhånden nogle måneder siden, at vi fik den første trailer til Formel 1-dramaet "F1" med Brad Pitt, men nu har Warner Bros. frigivet en ny, kort teaser, der præsenterer flere nye skud fra den kommende racerfilm. Teaseren kan ses herunder.
"F1" er et kæmpe passionsprojekt for Brad Pitt, som både producerer og spiller hovedrollen i filmen: Sonny Hayes – en aldrende Formel 1-racerkører, som bliver mentor for den unge F1-stjerne Joshua Pearce, der spilles af Damson Idris.
Flere af racerscenerne i "F1" er blevet skudt under ægte Formel 1-løb. Realisme og visuel autenticitet er tydeligvis flere af filmmagernes nøgleord – ligesom de var det på instruktøren Joseph Kosinskis "Top Gun: Maverick".
Derudover er både "Top Gun: Maverick" og "F1" produceret af Jerry Bruckheimer, skudt af filmfotografen Claudio Miranda og skrevet af Ehren Kruger. Rollelisten byder også på navne som Javier Bardem, Kerry Condon og vor egen Kim Bodnia. Derudover medvirker bl.a. den ægte F1-racerkører Lewis Hamilton, der også producerer filmen, og som efter sigende har bidraget en del til manuskriptet.
"F1" kører ind i de danske biografer den 25. juni 2025, før den kort tid senere frigives på Apple TV+. Se den omtalte teaser-trailer her: