Ser godt ud!
Trailer: Dar Salim går i kødet på det danske bandemiljø i første "Underverden II"-trailer
Fenar Ahmad står bag toeren til sit eget succesfulde actionbrag fra 2017.
Tilbage i efteråret 2022 fik vi den første teaser-plakat, og nu har Profile Pictures og Nordisk Film frigivet den første trailer til "Underverden II", og den kan ses herunder.
Dar Salim spiller nok en gang Zaid, som blev fængslet til slut i den første "Underverden" efter at have hævnet sig på de forbrydere, der myrdede hans lillebror, Yasin.
I "Underverden II" bliver Zaid tilbudt en tidlig vej ud af fængslet af PET-officeren Helle (Birgitte Hjort Sørensen), som vil have Zaid til at infiltrere bandemiljøet og komme helt ind på livet af dens brutale ledere.
Se også: Moovy TV: "Underverden"-interview med Dar Salim og Fenar Ahmad
Samtidigt tørster Zaid efter at genoptage forbindelsen med sin ekskone og deres unge søn, som blev født, mens Zaid ruskede tremmer.
Som traileren understreger, er der lagt i kakkelovnen til et actionbrag af rang, der ligesom etteren – som vi i øvrigt gav topkarakter her på Moovy – bugner af slagsmål, biljagter og skuddueller.
"Underverden II" får dansk biografpremiere den 13. april, og traileren kan ses her: