Jeg var overraskende vild med den første, så jeg ser gerne denne også.

Trailer: Denzel Washington skyder igen med skarpt i "The Equalizer 2"
Den hårdtslående eks-CIA-agent Robert McCall er tilbage i aktion i efterfølgeren til den første "The Equalizer".
Første trailer til "The Equalizer 2" er nu blevet sluppet løs. Denzel Washington er tilbage i hovedrollen i actionfortsættelsen, der følger eks-agenten Robert McCall og hans kamp for at holde gaderne sikre. "The Magnificent Seven"-instruktøren Antoine Fuqua er ligeledes igen at finde bag kameraet, akkurat som han var det på den første "The Equalizer" fra 2014.
I "The Equalizer 2" vender Denzel Washington som den mystiske Robert McCall for første gang i sin karriere tilbage i en efterfølger til en af sine film. Manden med de hårdtslående talenter forsøger at beskytte de svage og mest udsatte i samfundet, men da elementer fra McCalls fortid viser sig at dukke op til overfladen igen, trues den tidligere CIA-agents mest betroede allierede snart på livet – hvilket selvfølgelig medfører, at McCall endnu en gang må gå i aktion og lade håndmadderne tale.
Washington var senest aktuel med "Roman J. Israel, Esq.", som gav den erfarne herre en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle. I "The Equalizer 2" får den populære skuespiller selskab af folk som "Narcos"-stjernen Pedro Pascal, Bill Pullman samt Melissa Leo.
"The Equalizer"-filmene er baseret på tv-serien af samme navn, der løb over skærmen tilbage i 80'erne, og som i sin tid gav rampelys til senere stjerneskuespillere som John Goodman, Steve Buscemi og Laurence Fishburne.
Denzel Washingtons kontante selvtægtsmand rykker ind i de danske biografer fra 16. august, og nedenfor kan du få et første kig på traileren til "The Equalizer 2".