Trailer: Døden spøger igen i første teaser til "Final Destination 6"

Efter 14 års pause bliver den grumme gysersaga vakt til live igen.

Da den første "Final Destination" blev et kæmpehit i 2000 (den indtjente 113 mio. dollars globalt – knap 5 gange mere end den havde kostet at lave) og fluks fik et par fortsættelser, så det ud til, at fans ville få en ny "Final Destination" hvert andet eller tredje år, indtil Hollywood en dag stillede træskoene. Imponerende for en serie, hvis titel ret beset kan oversættes til "slutdestinationen"...

Men efter "Final Destination 5" i 2011 gik horror-franchisen pludselig i stå. Og mens der længe har floreret rygter om flere fortsættelser og et reboot, så var det først i 2022, at filmselskabet Warner Bros. bekræftede, at Jon Watts – manden bag de nyeste "Spider-Man"-film med Tom Holland – ville skrive og producere seriens 6. kapitel:

Læs også: "Spider-Man: No Way Home"-instruktør skal lave den næste "Final Destination"

Og nu er filmen med titlen "Final Destination: Bloodlines" lige på trapperne, og Warner Bros. har netop frigivet den første teaser, der kan ses herunder.

Plotter er stadig omgærdet af en hel del mystik, men ifølge den officielle synopsis er der tale om en prequel, der foregår før seriens andre film. Vi møder den universitetsstuderende Stefanie, som forsøger at finde en helt særlig person, der kan bremse manden med leen. Ligesom i de andre "Final Destination"-film går vi stærkt ud fra, at Stefanie (eller en af hendes venner) på snedig vis får udspekuleret døden, men dernæst konstant er i fare for at blive indhentet af skæbnen og dræbt på bestialsk vis...

Men som vi ser i det nedenstående smugkig, så er det altså ikke alle, der har heldet med sig i "Final Destination: Bloodlines"... Og der er tydeligvis lagt i kakkelovnen til en stribe kreative, gyselige dødsfald nøjagtig ligesom i forgængerne.

Watts har skrevet manuskriptet i samarbejde med gyserveteranen Guy Busick ("Ready or Not", "Scream", "Scream 6") og Lori Evans Taylor ("Lucky Dog"), mens makkerparret Zach Lipovsky og Adam B. Stein ("Freaks") har instrueret løjerne. Den nyligt afdøde Tony Todd ("Star Trek: The Next Generation", "Star Trek: Deep Space Nine") nåede at indspille en række scener som den gådefulde ekspert på døden, William Bludworth, som også optrådte i seriens andre film.

Oprindeligt var "Final Destination: Bloodlines" udset til at udkomme direkte på streamingtjenesten Max, men den lander altså i de danske biografsale den 15. maj. Se den omtalte teaser her:

Kommentarer

Døden spøger igen i første teaser til "Final Destination 6"

  • ★★★★★0

    Tror det blir svært at overgå åbningen af 2’eren der har traumatiseret folk lige siden.

    Men det blir nu hyggeligt at være i selskab med Tony Todd igen.

    Så jeg er da spændt på at se, hvad de har fundet id af med deres Storm P maskine Death Traps den her gang.

    Elwood 4-02-25 10:42

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen