Orntlig!
Trailer: "Dune": Første trailer til sci-fi-storfilmen er her omsider!
Denis Villeneuves stjernespækkede sci-fi-storfilm lander i biograferne den 17. december.
Frank Herberts "Dune" blev udgivet i 1965 og er i dag den bedst sælgende science fiction-roman nogensinde. I 1984 filmatiserede David Lynch bogen (uden meget held), i 2000 blev den lavet til en tv-miniserie på tre afsnit, og om få måneder lander Denis Villeneueves ambitiøse filmatisering omsider i biffen.
En af nyere tids mest ombejlede filmmagere (med bl.a. "Arrival", "Sicario", "Prisoners" og "Blade Runner 2049" på CV'et) har hyret flere af verdens mest ombejlede skuespillere:
Timothée Chalamet, Zendaya, Rebecca Ferguson, Jason Momoa, Javier Bardem, Oscar Isaac, Josh Brolin, Dave Bautista, Charlotte Rampling og Stellan Skarsgård er blot et lille udpluk af de store navne på filmens rolleliste.
"Dune" foregår i en fjern fremtid og fortæller historien om Paul Atreides (Chalamet), hvis familie accepterer kontrol over ørkenplaneten Arrakis – bedre kendt som Dune. Her finder man et helt særligt krydderi, der gør det muligt at rejse gennem galaksen, og derfor kommer Atreitis-familien hurtigt under angreb.
Efter at Paul og hans familie bliver forrådt, udforsker historien temaer som politik, religion og menneskets forhold til naturen, da Paul gør oprør for at genoprette sin families kontrol over Arrakis.
Der har længe floreret rygter om, at filmen ville ende med at blive udskudt, idet coronapandemien har påvirket filmens færdiggørelse.
Men alt tyder altså på, at "Dune" stadig udkommer helt som planlagt i de danske biografer den 17. december. Den første lange trailer til filmen kan ses her: