Jeg skal da afgjort se den - trist med Boseman, han var en glimrende panter.

Trailer: En ny panter slår fra sig i traileren til Marvels "Black Panther: Wakanda Forever"
Wakanda og oceanet er på kollisionskurs i Ryan Cooglers længe ventede superheltefilm.
Vi er nu blot en måneds tid fra biografpremieren på en af Marvels mest ventede film i årevis: "Black Panther: Wakanda Forever", der bygger videre på etteren, som indtjente godt 1,3 mia. dollars på verdensplan og blev (som den stadig eneste superheltefilm til dato) Oscar-nomineret til Bedste film.
Og ovenpå den første rørende teaser fra slut-juli har Marvel Studios netop givet os en længere trailer, der kan ses herunder, og som næppe vil lindre Marvel-fans' utålmodighed, men nok snarere styrke den.
Chadwick Boseman, der spillede Black Panther i flere Marvel-film, døde for to år siden i en alder af blot 43 år efter en fire år lang kamp med tyktarmskræft. Og også i den nye trailer herunder kan man tydeligt se, høre og fornemme, at Bosemans tragiske død har sat sit præg på filmen.
Læs også: Marvel producerer "Black Panther"-spin-off til Disney+
I Marvels MCU-univers er Black Panther – også kendt som kong T'Challa – nu også gået bort. Og kort tid efter hans begravelse bliver hans hjemland, Wakanda, angrebet af mutanten Namor og hans undervandshær, der lever i havets dyb.
Namor er også kendt som The Sub-Mariner og har skiftevis optrådt som skurk og helt i Marvels tegneseriehæfter. I "Black Panther: Wakanda Forever" spilles han af Tenoch Huerta, mens Angela Bassett, Martin Freeman, Lupita Nyong'o, Danai Gurira, Winston Duke og Letitia Wright gentager deres roller fra den første film.
"Black Panther: Wakanda Forever" disker tydeligvis op med masser af action både på og under landjorden, og filmen svømmer op til overfladen og ind i de danske biografer den 10. november. Den spritnye trailer kan ses her: