Nå ja når nu de fleste ideer med hajer er ved at være udtømte, så må det her jo være det næste logiske evolutionære trin.
Trailer: En usynlig dino er løs i traileren til "The Invisible Raptor"
Et vanvittigt plot, 65 millioner år undervejs.
Betegnelsen mesterværk er noget, man kun giver til film på den allerøverste hylde. De film, der transcenderer tid og sted og efterlader et uudsletteligt indtryk på seeren. Helstøbte værker, der vil modstå tidens tand og forblive utrolige kunstværker, selv længe efter instruktøren har forladt sit jordiske legeme.
Se også: Nu er den her endelig! Traileren til Tommy Wiseaus længe ventede hajfilm: "Big Shark"
Der findes så også en anden type film. Et eksempel på dette er "The Invisible Raptor", en film, der modigt forsøger at besvare spørgsmålet om, hvad man ville gøre, hvis man pludselig stod over for en usynlig dinosaurus.
Efter et tophemmeligt eksperiment er gået helt galt, slipper en lynende intelligent – og usynlig – velociraptor ud fra laboratoriet og begynder at sprede død og ødelæggelse i det omkringliggende nabolag. Det er så op til en palæontolog og hans ekskæreste, sammen med ejeren af en kyllingefarm og en sikkerhedsvagt, at sætte en stopper for den skjulte skrækøgle.
"The Invisible Raptor" kan prale af at have Sean Astin på rollelisten, men ellers er der vist ikke så meget at prale med. Filmen bliver tilgængelig på streaming i USA i starten af december, men har endnu ingen dansk premieredato.
I modsætning til dinoen kan traileren ses her: