Trailer: Første gådefulde teaser til Ari Asters "Eddington" med Pedro Pascal, Joaquin Phoenix og Emma Stone

Manden bag "Hereditary" og "Midsommar" har sammensat et stjernespækket cast til sit næste, dystre opus.

Særligt takket være de kritikerroste, nyere gyserhits "Hereditary" og "Midsommar" er 38-årige Ari Aster på rekordtid blevet et stort navn på den amerikanske filmscene.

Hans seneste film, "Beau Is Afraid", blev et finansielt flop, men det har ikke afskrækket det hæderkronede filmselskab A24 fra at fortsætte samarbejdet med Aster, og deres næste projekt hedder "Eddington", som vi netop har fået den første korte teaser til – den kan ses herunder.

Se også: Første syrede trailer til Ari Asters "Beau Is Afraid" med Joaquin Phoenix

Oscar-vinderen Joaquin Phoenix ("Joker") spillede hovedrollen i "Beau Is Afraid", og han er også med i "Eddington". Foran kameraet er Phoenix flankeret af store navne som Pedro Pascal ("The Last of Us"), Emma Stone ("La La Land"), Austin Butler ("Elvis") og Clifton Collins Jr. ("Star Trek").

Meget af plottet i "Eddington" er stadig omgærdet af mystik, men vi ved, at der er tale om en moderne western, der udfolder sig i 2020. Det bekræftes i teaseren, hvor vi ser flere konspirationsteorier om Covid-19 dukke op på de sociale medier. Pandemien er med til at skabe store spændinger i en lille flække ved navn Eddington i staten New Mexico, hvor sheriffen (Phoenix) og borgmesteren (Pascal) kommer på kollisionskurs.

"Eddington" er med i kapløbet om priser under årets Cannes-filmfestival næste måned, og den får dansk biografpremiere den 31. juli. Den omtalte teaser kan ses her:

Kommentarer

Første gådefulde teaser til Ari Asters "Eddington" med Pedro Pascal, Joaquin Phoenix og Emma Stone

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen