Trailer: Første klip fra "Undtagelsen" – stjernespækket dansk mobbe-thriller

I anledning af ny premieredato udsendes første klip fra filmatiseringen af Christian Jungersens bestseller.

"Undtagelsen" er en nervepirrende thriller, der skildrer, hvordan raffineret voksenmobning kan udvikle sig til et uhyggeligt spil om liv og død. Det er fortællingen om manipulation og sladder i kulissen, om vildtvoksende paranoia og ondskabens mange ansigter. Men først og sidst om at være menneske i et moderne samfund og på en helt almindelig arbejdsplads.

Iben (Danica Curcic), Malene (Amanda Collin), Anne-Lise (Sidse Babett Knudsen) og Camilla (Lene Maria Christensen) arbejder sammen i en hverdag præget af magtkampe, hvisken og alliancer. Da Iben og Malene begge modtager dødstrusler, mistænker de i første omgang en serbisk krigsforbryder, de skriver artikler om. Men da en sag om mobning på kontoret eskalerer, begynder de langsomt at overveje, om ondskaben i virkeligheden kommer fra dem selv.

Jesper W. Nielsen ("Der kommer en dag", "Greyzone") instruerer. Manuskriptet er forfattet af Christian Torpe, der har været hovedforfatter på TV2's komedieserie "Rita", Bille Augusts prisbelønnede "Stille hjerte" og senest den amerikanske tv-serie "The Mist".

"Undtagelsen" får dansk premiere 2. juli.

Kommentarer

Første klip fra "Undtagelsen" – stjernespækket dansk mobbe-thriller

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen