Trailer: Første smugkig på filmatiseringen af horror-spillet "Until Dawn"

Instruktøren bag "Lights Out" og "Annabelle: Creation" står bag filmudgaven af det succesfulde og stjernespækkede PlayStation-spil fra 2015.

Det er næsten præcis ét år siden, at vi her på Moovy skrev, at Sony Pictures havde givet grønt lys til en filmatisering af gyserspillet "Until Dawn", og nu har vi så fået den første teaser til filmen, som kan ses herunder.

"Until Dawn" var pudsigt nok et enormt filmisk spil, der tydeligvis var inspireret af gyserfilm som "Evil Dead" og "Poltergeist", og hvor skuespillere som Rami Malek ("Bohemian Rhapsody"), Peter Stormare ("Minority Report"), Hayden Panettiere ("Scream 6") og Brett Dalton ("Agents of S.H.I.E.L.D.") medvirkede.

Netop Stormare dukker også op i filmudgaven, men som nedenstående teaser understreger, så er der ellers ikke mange ligheder mellem det oprindelige spil og den kommende filmatisering – hvilket sikkert vil skuffe visse fans, men som til gengæld naturligvis betyder, at vi har flere overraskelser i vente.

Læs også: Nordisk Film køber Supermassive Games – selskabet bag de filmiske gyserspil "Until Dawn" og "The Quarry"

Spillet udfoldede sig hovedsageligt i og omkring en kæmpe, afsides hytte i USA's sneklædte Rocky Mountains, hvor to søstre forsvinder på tragisk vis. Et år senere vender søstrenes bror (Malek) og venner tilbage til hytten for at forsøge at hele deres sår. Men noget tyder på, at de ikke er alene i kulden og mørket – en maskeret galning rumsterer ude i sneen. Og der er tilsyneladende også noget endnu værre derude...

Men i "Until Dawn"-filmen befinder vi os i stedet i et mindre hus i en skov badet i solstråler – ikke snefnug. Og karaktererne går tilsyneladende ikke i clinch med monstre fra omgivelserne. I stedet bliver de skiftevis dræbt af en ukendt fjende, hvorefter de pludselig vågner op igen den selvsamme dag (altså lidt ligesom Bill Murray i "En ny dag truer") og får mulighed for at undgå en skrækkelig skæbne – lidt ligesom en gamer, der dør i et videospil og dernæst indlæser et gammelt savegame...

I instruktørstolen finder vi den svenske, garvede gyserinstruktør David F. Sandberg, som bl.a. har "Lights Out" og "Annabelle: Creation" på CV'et. Og manuskriptet er skrevet af Gary Dauberman, der har arbejdet på hobevis af gysere, herunder "It", "The Nun" og "Annabelle".

Herunder kan I se den omtalte teaser, hvori netop Sandberg og Dauberman gør os klogere på, hvad den kommende "Until Dawn"-film har at byde på. Filmen udkommer i USA den 25. april, men en dansk premieredato er endnu ikke blevet annonceret.

Kommentarer

Første smugkig på filmatiseringen af horror-spillet "Until Dawn"

  • ★★★0

    Meh...

    Essal15-01-25 06:58

  • 0

    Så en filmatisering af et spil - og så alligevel ikke - for det har da utroligt lidt med spillet at gøre :-D 

    Spillet var en genistreg. Kæmpe oplevelse at spille det. Synd man ikke har kunne overføre historien til det store lærred, men det forstår Hollywood bare ikke rigtig.. 

    Gladiator15-01-25 08:50

  • ★★★★★1

    Som svar til nyheden og Johan’s betragtninger.

    På en måde er jeg enig kan godt følge dig, men det er jo det klassiske dilemma.

    Last of us
    Rabide fans:
    Jamen hvorfor skal jeg se en serie, hvis blot det er det samme som spillet reelt det gir jo ikke me me me me noget nyt buh

    Untill Dawn går hel anden vej laver nyt spind.
    Rabide fans: jamen det har jo Intet med Untill Dawn er gøre ud over navnet, hvordan skal det underholde me me me me.


    Det lidt den situation de føler sig i næsten.

    Min vurdering, som du selv nævner synes jeg også ide’en virker ganske fed. Kan godt li at de reelt filmatisere en form for gameplay element med reboot, det er lidt ala Happy Death Day.

    Men hvis de hel sku undgå den her “hetz” sku de blot ha lavet en filmatisering af Dark Anthology franchisen, der er der ingen regler og gennemgående ting, men ville det så ikke også blot være en random horror flic og så lige med en kustode/narrator koblet ind over.

    Elwood15-01-25 11:11

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen