Trailer: Første trailer til Guillermo del Toros "The Shape of Water" lover romantisk monster

Siden debutfilmen "Cronos" har Guillermo del Toro udvist en stor lyst og iderigdom til at fortælle visuelle overflødighedshorn med overnaturlige væsener, men – når de har været bedst – med noget fundamentalt menneskeligt som centrum. 

"Pans labyrint"-instruktøren ser ud til at have det helt rigtige mellem hænderne i første trailer til sin kommende "The Shape of Water", der kan ses forneden.

Videnskab og religion møder (i bogstavelig forstand) usagt kærlighed i den originale historie om den ensomme og stumme pedel (spillet af den stærkt undervurderede Sally Hawkins), der arbejder i et amerikansk underjordisk regeringskompleks i 1963 i Den Kolde Krigs mest intense periode. En dag opdager hun en åndsfælle i en indespærret fiskelignende skabning, som hun sætter sig for at befri fra regeringens eksperimenter.

Dansker bag billedsiden

Tonen virker ikke til at være så rendyrket gotisk og mørk som Guillermo del Toros foregående "Crimson Peak", idet den rummer en stor portion af lyrisk sensibilitet og barnlig fantasi, som hans bedste værker indeholder. Fotografen er dog den samme, nemlig danske Dan Lausten, hvis billedside med dets blanding af mørke med det blå fra vandet og den brunlige tøj- og indretningsstil giver mindelser om Jean-Pierre Jeunet og Marc Caros "De fortabte børns by".

Udover Hawkins er "The Shape of Water" solidt besat af Michael Shannon, Richard Jenkins, Michael Stuhlbarg og Octavia Spencer, mens skabningen spilles af del Toro-favoritten Doug Jones, hvis ranglede elastiske fysiognomi tidligere har givet os mindeværdige karakterer i "Pans labyrint" og "Hellboy"-trilogien.

"The Shape of Water" har endnu ingen dansk premieredato, men man kan ud fra premieretidspunktet i andre lande nok skal regne med, at den kommer enten kort før eller efter jul.

Kommentarer

Første trailer til Guillermo del Toros "The Shape of Water" lover romantisk monster

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen