Trailer: Første trailer til amerikansk remake af Susanne Biers "Efter brylluppet"

Michelle Williams, Julianne Moore og Billy Crudup spiller hovedrollerne i "After the Wedding".

Filmen er en amerikansk genindspilning af Susanne Biers Oscar-nominerede drama, "Efter brylluppet", fra 2006. Bart Freundlich ("Trust the Man") både instruerer og skriver remaket, som tager afsæt i det oprindelige, danske manus af Bier og Anders Thomas Jensen.

Se også: Susanne Bier instruerer ny HBO-serie med Nicole Kidman

I filmen spiller Williams en ngo-ansat ved navn Isabel, som søger finansiel støtte til et børnehjem i Kolkata, Indien. Moore spiller en amerikansk mediemogul, Theresa, som tilbyder en stor donation og samtidig inviterer Isabel til sin datters bryllup. Her støder Isabel på Theresas mand, Oscar (Crudup), og det bliver hurtigt tydeligt, at de to har en fortid sammen...

Således er der blevet byttet rundt på kønsrollerne i forhold til den danske originalfilm, hvori Mads Mikkelsen spillede lederen af et børnehjem, som støder på en gammel flamme til et bryllup.

"After the Wedding" er i øvrigt ikke det eneste amerikanske remake af en dansk film, som p.t. er i støbeskeen – et remake af thrilleren "Den skyldige" med Jake Gyllenhaal er også på trapperne.

"After the Wedding" udkommer i de amerikanske biografer den 9. august, men det vides endnu ikke, om filmen også får biografpremiere herhjemme.

Kommentarer

Første trailer til amerikansk remake af Susanne Biers "Efter brylluppet"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen