Trailer: Grisling er et morderisk svin i traileren til "Piglet"
Den koldblodige kotelet sætter dig på menuen!
Vi lever minsandten i fantastiske tider! Børnevenlige ikoner som Peter Plys, Mickey Mouse og Bambi er ikke længere bundet af deres lænker hos Disney, og de har derfor kunnet udvide deres repertoire ved at springe ud som koldblodige massemordere.
Figurerne er nemlig ikke længere omfattet af loven om ophavsret, og derfor er de nu offentligt domæne for alle. Med denne mulighed har flere håbefulde filmmagere allerede kastet sig over det ene elendige projekt efter det andet, og nu er turen så kommet til Peter Plys' lyserøde ven, Grisling.
"Piglet" er utroligt nok ikke knyttet til de to eksisterende "Winnie the Pooh: Blood and Honey"-film, men er sit eget projekt fra et helt andet hold, der tilsyneladende har fået samme geniale idé.
Filmen følger Kate og hendes veninder, der er taget på camping i anledning af Kates 21-års fødselsdag. Her render de ind i Grisling – en vanskabt menneske-grisehybrid, der brutalt myrder en af dem. Da det lykkes for vennegruppen at afdække Grislings uhyrlige oprindelse, må Kate konfronteres med sin egen fortid for at overleve det morderiske svins hærgen.
"Piglet" har endnu ingen dansk premieredato. Til gengæld kan traileren ses her: