Trailer: Jack-Jack er ustyrlig i nyt smugkig på "De utrolige 2"

Opfølgeren til den formidable original har været 14 år undervejs, men lader til at være al ventetiden værd.

Pixar har frigivet et kort, men intenst nyt smugkig på studiets længe ventede animationsfilm "De utrolige 2", der fortsætter præcis, hvor originalen fra 2004 slap.

Som det fremgår herunder, ser det nye eventyr ud til at være mindst lige så opfindsomt, humoristisk og actionmættet som "De utrolige", når Helen Parrs superhelte-alter ego Elastigirl er ude for at redde verden, alt imens hendes mand Bob/Mr. Incredible har sit hyr med at opdrage parrets tre børn, hvor især familiens yngste medlem, Jack-Jack, skaber tumult i takt med, at babyens superkræfter for alvor slippes løs.

Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til massevis af drama både i og udenfor familien Parrs fire vægge – præcis som i etteren.

Brad Bird, der også stod bag originalen, har både skrevet og instrueret "De utrolige 2", som får dansk biografpremiere 30. august.

Kommentarer

Jack-Jack er ustyrlig i nyt smugkig på "De utrolige 2"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen