We Need to Talk About Kevin - Egentlig en både vellavet og velspillet film, men også en film jeg ikke har et synderligt stort behov for at gense. Pænt deprimerende fortælling.

Trailer: Jennifer Lawrence skriger og skråler sig gennem en fødselsdepression i Lynne Ramsays "Die My Love"
Instruktøren bag "You Were Never Really Here" og "We Need to Talk About Kevin" lægger an til endnu en emotionel rutsjebanetur.
Skotske Lynne Ramsay er kendt for sine totalt kompromisløse, gribende og ofte vildt ubehagelige karakterdramaer – såsom skoleskyderi-dramaet "We Need to Talk About Kevin" og thrilleren "You Were Never Really Here", hvori Joaquin Phoenix spiller en traumatiseret krigsveteran, der efterforsker småpigers forsvinden.
Seneste skud på stammen er Ramsays "Die My Love", hvori Jennifer Lawrence har hovedrollen som en nybagt bor ved navn Grace, der oplever en opslidende fødselsdepression, som i dén grad sætter hendes forhold til sin mand, Jackson (Robert Pattinson), på prøve – for slet ikke at tale om hendes egen besindighed og forstand.
Læs også: Jennifer Lawrence er klar på flere "Hunger Games"-film
"Die My Love" fik en flot modtagelse på årets Cannes-filmfestival, hvor filmen var nomineret til Guldpalmen. Og flere filmjournalister har allerede spået, at Lawrence snart får karrierens femte Oscar-nominering. Den 35-årige skuespiller vandt en Oscar i 2013 for sin præstation i det romantiske komediedrama "Silver Linings Playbook".
Ud over Lawrence og Pattinson medvirker bl.a. LaKeith Stanfield, Nick Nolte og Sissy Spacek i "Die My Love" – netop Spaceks medvirken synes forunderligt oplagt, når man ser traileren, der byder på et "Carrie"-agtigt skolebal.
"Die My Love" har endnu ikke fået en dansk premieredato, men den udkommer i november i USA. Se traileren her:
