Trailer: Keanu Reeves er tilbage på krigsstien i første trailer til "John Wick: Chapter 4"

Og den danske filmfotograf Dan Laustsen står bag filmens betagende billedside.

Den fjerde "John Wick"-film er blevet udskudt flere gange – først fra maj 2021 til maj 2022 og derefter helt til foråret 2023. Men nu har vi omsider godt nyt til utålmodige fans af den succesfulde actionsaga: traileren til "John Wick: Chapter 4" er netop landet og kan ses herunder.

Keanu Reeves vender naturligvis tilbage i titelrollen som den tidligere lejemorder, der bliver tvunget til at konfrontere sin fortid og bekæmpe sine skydeglade ekskollegaer i alskens hæsblæsende actionsekvenser.

Og både instruktøren Chad Stahelski og den Oscar-nominerede danske filmfotograf Dan Laustsen er med om bord nok en gang. Du kan se Moovy TV's interview med Lautsen om hans arbejde på "John Wick"-franchisen her:

Se også: Interview: Den danske "John Wick"-fotograf, Dan Laustsen

Foran kameraet er der også flere tilbagevendende stjerner – herunder Ian McShane, Lance Reddick og Reeves' gamle "The Matrix"-kollega, Laurence Fishburne. Og bl.a. Donnie Yen, Bill Sakrsgård og Clancy Brown har sluttet sig til skuespillertruppen denne gang.

Selv ovenpå traileren er filmens plot stadig omgærdet af mystik – men det ser ud til, at Wick denne gang for alvor går i clinch med sine gamle arbejdsgivere i den kriminelle underverden, så han og hans venner omsider kan nyde en nogenlunde normal tilværelse.

Dan Laustsen fortalte os også tidligere i år, da vi interviewede ham om Guillermo del Toros "Nightmare Alley", at filmholdet bl.a. har skudt scener i Berlin og Jordan.

"John Wick: Chapter 4" tømmer sine magasiner i de danske biografer den 23. marts, og traileren kan ses her:

Kommentarer

Keanu Reeves er tilbage på krigsstien i første trailer til "John Wick: Chapter 4"

  • ★★★★0

    Fint Matrix moment med Neo og duerne :) Del 3 var ikke god, så håber de kommer tilbage på sporet. 

    Babo24-07-22 20:17

  • ★★★★★0

    Donnie Yen!
    Er det som får mig ombord igen udover Keanue.


    Elwood24-07-22 20:27

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen