Trailer: Liam Neeson byder på iskold hævn i "Cold Pursuit"

Bevæbnet med sneplov slår actionstjernen sig løs i ny hårdtslående thriller.

SF Studios har nu offentliggjort den danske trailer til actionthrilleren "Cold Pursuit", der har Liam Neeson i hovedrollen. Filmen gik tidligere under titlen "Hard Powder" og er begået af norske Hans Petter Moland, som herhjemme nok er bedst kendt for at være manden bag filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens "Flaskepost fra P".

I "Cold Pursuit" spiller Neeson snerydderen Nels, hvis søn bliver det seneste dødsoffer for en ondskabsfuld narkohandler og hans slæng. Nels beslutter sig derfor for at tage hævn over de ansvarlige på mere eller mindre opfindsom manér.

Moland genindspiller med "Cold Pursuit" sin egen norske original fra 2014, der udkom under titlen "Kraftidioten". Den film blev skrevet af vores egen Kim Fupz Aakeson og havde Stellan Skarsgård, Bruno Ganz samt Birgitte Hjort Sørensen i centrale roller.

66-årige Liam Neeson fortsætter med det nye projekt sin færden i actionfilmenes verden, hvor den irske stjerne før har leveret hårdtslående hits med "Taken"-filmserien, "Non-Stop" og "Run All Night". Dette kalenderår har sågar også budt på sin andel af Neesons øretæver, nemlig med togthrilleren "Sidste stop".

"Cold Pursuit" tørner ud med sneploven fra 28. februar. Du kan se traileren til filmen herunder:

Kommentarer

Liam Neeson byder på iskold hævn i "Cold Pursuit"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen