Et af de Marvel projekter, jeg godt gider se.

Trailer: Marvels udskud redder dagen i ny "Thunderbolts*"-trailer
Marvels B-hold kæmper for klodens overlevelse i den 36. MCU-film.
I forbindelse med gårsdagens Superbowl blev en stribe nye trailere til årets storfilm frigivet, og en af dem var et nyt smugkig på Marvels "Thunderbolts*", som kan ses herunder.
I filmen slår seks af Marvels "mest anti"-superhelte sig sammen for at besejre en gådefuld fjende. Der er tale om Black Widows adoptivsøster, Yelena Belova, samt Red Guardian (David Harbour) og Taskmaster (Olga Kurylenko), der alle blev introduceret i 2021's "Black Widow". Den trio suppleres af den gådefulde Ghost (Hannah John-Kamen) fra "Ant-Man and the Wasp", ekssoldaten John Walker (Wyatt Russell), som kortvarigt var den nye Captain America i serien "The Falcon and the Winter Soldier", samt Bucky Barnes (Sebastian Stan), der er bedst kendt som The Winter Soldier, og som har optrådt i adskillige Marvel-projekter siden den første "Captain America"-film fra 2011.
Vi interviewede i øvrigt førnævnte David Harbour ("Stranger Things") om netop "Black Widow" tilbage i 2021:
Se også: Bag om "Black Widow" med David Harbour og O-T Fagbenle
"Thunderbolts*" er instrueret af den Emmy-belønnede Jake Schreier, der stod bag forrige års skamroste miniserie "Beef", og som derudover har film som "Paper Towns" og "Robot & Frank" på CV'et.
Og Joanna Calo og Lee Sung Jin, der skrev manuskriptet til netop "Beef", har udarbejdet drejebogen til "Thunderbolts*" sammen med Marvel-veteranen Eric Pearson ("Thor: Ragnarok", "Black Widow").
Ud over de førnævnte stjerner byder rollelisten på navne som Julia Louis-Dreyfus, Lewis Pullman og Rachel Weisz. Pullman spiller superhelten Sentry, som for første gang optræder i MCU-sagaen.
"Thunderbolts*" får biografpremiere den 30. april 2025, og den nyeste trailer kan ses her: