Trailer: Matthew McConaughey styrer skolebus ind i et flammehav i det autentiske drama "The Lost Bus" – se traileren

Paul Greengrass ("United 93", "The Bourne Ultimatum") har instrueret filmen, der lander på Apples streamingtjeneste til efteråret.

Af åbenlyse årsager fylder skovbrande mere og mere i nyhedsstrømmen, og det er ikke lang tid siden, at nogle af USA's mest destruktive skovbrande til dato raserede Los Angeles.

"The Lost Bus" tager os en smule tilbage i tiden og sender os direkte ind i et andet, historisk inferno i Californien. Filmen er inspireret af virkelig hændelser og beretter om en egensindig skolebuschauffør (spillet af Matthew McConaughey), som sætter livet på spil for at redde 22 børn fra den sikre død i flammerne.

Læs også: Matthew McConaughey: 1 . sæson af "True Detective" var en af tv-historiens største begivenheder

Ud over Matthew McConaughey medvirker bl.a. den Oscar-nominerede "Barbie"-stjerne America Ferrera, og i instruktørstolen finder vi engelske Paul Greengrass, som også har skrevet manuskriptet baseret på Lizzie Johnsons bog "Paradise: One Town’s Struggle to Survive an American Wildfire".

Greengrass har før lavet nerveflænsende thrillers som "The Bourne Supremacy" og "The Bourne Ultimatum", og han har tidligere skildret virkelige katastrofer i intense dramaer som "Bloody Sunday" og "United 93".

"The Lost Bus" har endnu ikke fået en præcis premieredato, men den lander i udvalgte amerikanske biografer og på Apple TV+ engang til efteråret. Det vides endnu ikke, om filmen også udkommer i danske biografsale.

Se traileren her:

Kommentarer

Matthew McConaughey styrer skolebus ind i et flammehav i det autentiske drama "The Lost Bus" – se traileren

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen