Trailer: Megan Fox skyder kriminelle – og løver – i den eksplosive actionthriller "Rogue"

Den tidligere "Transformers"-stjerne tager kampen op mod kidnappere og dødsensfarlige løver!

Efter et massivt gennembrud i Michael Bays to første "Transformers"-film fra henholdsvis 2007 og 2009 er det ikke meget, nu 34-årige Megan Fox har fået bygget ovenpå sin kometkarriere. De største udslag har sidenhen været komediegyseren "Jennifer's Body", de nyere "Teenage Mutant Ninja Turtles"-film og en gæsteoptræden i hitserien "New Girl".

De seneste par år er der dog kommet grimme historier frem om, hvordan Megan Fox blev frosset ude af Hollywood og udsat for sexistisk adfærd. Især skuespillerindens anstrengte forhold til instruktøren Michael Bay har gjort Megan Fox til en udtalt forkæmper for bekæmpelsen af sexisme i filmindustrien.

KICKSTARTER KARRIEREN MED EKSPLOSIVE "ROGUE"

Flere kommende projekter tyder dog på, at skuespillerinden er ved at få sat gang i karrieren på ny, og næste film bliver actionthrilleren "Rogue", som du kan se en trailer til længere nede.

"Rogue" omhandler lejesoldaten Samantha O'Hara (Fox), der som leder af et garvet hold må befri gidsler, som holdes fanget af kriminelle i Afrika. Det fører til et blodigt opgør, som ikke kun involverer eksplosive skuddueller, men også sultne løver!

"Rogue" er blevet sammenlignet med Netflix' "Extraction", som havde premiere tidligere på året, og udkommer direkte på VOD i USA 28. august med en efterfølgende Blu-ray-udgivelse 1. september.

Kommentarer

Megan Fox skyder kriminelle – og løver – i den eksplosive actionthriller "Rogue"

  • 0

    Meget malplaceret missekat ... forstår ikke nødvendigheden af, at have denne med i filmen? Virker bare som fyld, for at spice filmen lidt op :(

    Ronni Pedersen27-07-20 12:35

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen