Trailer: Melissa McCarthy er fuld af sorg i tåreperseren "The Starling"

Find lommetørklædet frem, for der er dømt gråd og grin i tåreperseren "The Starling".

Melissa McCarthy brød igennem med sit komiske talent i film som "Bridesmaids" og "Spy", men siden da har skuespilleren også vist andre sider af sit talent. Det førte blandt andet til en Oscar-nominering for præstationen i dramaet "Can You Ever Forgive Me?", og McCarthy er slet ikke færdig med at spille på følelserne.

Netflix har snart premiere på tåreperseren "The Starling", og her er der nemlig lagt op til kraftig gråd – og grin – når Melissa McCarthy spiller en kvinde i sorg.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE AF "THUNDER FORCE"

Lilly mister på tragisk vis sin datter, og mens manden får et psykisk sammenbrud, må Lilly selv holde sammen på tilværelsen midt under sorgen. Her kommer en fejde i haven mod nogle fugle til at fylde meget i bearbejdelsen, mens en atypisk dyrelæge også hjælper Lilly med at komme ovenpå igen.

Foruden Melissa McCarthy medvirker de komiske talenter Chris O'Dowd ("Molly's Game") og Kevin Kline ("Skønheden og udyret").

"The Starling" er instrueret af Theodore Melfi, som stod bag "Hidden Figures" og "St. Vincent", hvori Melissa McCarthy også medvirkede.

Filmen får premiere på Netflix 24. september. 

Kommentarer

Melissa McCarthy er fuld af sorg i tåreperseren "The Starling"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen