Damn jeg glæder mig.

Trailer: Michael Myers flænser løs i ny trailer til "Halloween"!
Jamie Lee Curtis står atter over for den legendariske morder i fortsættelsen til John Carpenters originale klassiker.
Universal Pictures har nu offentliggjort nyeste trailer til den kommende "Halloween", som er produceret i samarbejde med folkene fra gyserfabrikken Blumhouse Productions. Du kan tage et kig på traileren herunder.
Denne nye "Halloween"-film er instrueret af David Gordon Green ("Joe") og har Jamie Lee Curtis tilbage i hovedrollen som Laurie Strode. Filmen er en direkte fortsættelse til John Carpenters oprindelige gyserklassiker af samme navn og ignorerer altså alle efterfølgerne, der henover årene fulgte i kølvandet på Carpenters film fra 1978.
Jamie Lee Curtis spillede også Strode-rollen i originalen og er nu tilbage for at stå ansigt til ansigt med stjernepsykopaten Michael Myers en (formentlig) sidste gang. Nick Castle er ligeledes igen manden bag Myers' udtryksløse maske og kattelignende bevægelser, ligesom skuespilleren var det tilbage i 1978.
Rollelisten består derudover af navne som Judy Greer, Will Patton og Andi Matichak, og så har gysermesteren John Carpenter komponeret musikken til projektet. Den amerikanske multikunstner lavede i sin tid også det nu ikoniske lydspor til den første "Halloween".
Michael Myers hjemsøger dit foretrukne biograflærred fra 18. oktober.