Trailer: "Moby Doc": Første trailer til dokumentar om den banebrydende musiker

Bl.a. David Lynch og David Bowie dukker op i den kommende musikfilm om manden bag "Go", "Porcelain" og "Natural Blues".

Selvom filmen udkommer om blot en måneds tid, så har vi først nu fået et smugkig på dokumentarfilmen "Moby Doc", som gransker Richard Melville Halls karriere – en musiker, som de fleste nok bedst kender som Moby (hans tip-tip-tip-oldeonkel var Herman Melville, som skrev "Moby-Dick").

Den efterhånden 55-årige musiker agerer selv fortælleren i filmen, som instrueres af Rob Gordon Bralver, der tidligere har instrueret videoer i samarbejde med Moby.

Både Mobys musikkarriere og privatliv inspiceres i dokumentaren, som betegens som "surrealistisk" (læs: æstetisk legesyg) af dens skabere. Interviews med bl.a. David Bowie og David Lynch figurerer undervejs. Da Moby i 1991 samplede en del af musikken fra netop Lynchs "Twin Peaks" til sangen "Go", blev han prompte en stor stjerne på den elektroniske musikscene.

Læs også: CPH:DOX udsender årets musikfilmprogram

Men først efter udgivelsen af albummet "Play" i 1999, som der til dato er blevet solgt 12 mio. eksemplarer af, blev Moby for alvor en verdensstjerne af rang. Albummet bød på hits som "Natural Blues", "Porcelain", "Find My Baby" og "Why Does My Heart Feel So Bad?", og sangene på både dén og Mobys andre plader er blevet brugt i et utal af reklamer, film og tv-serier, herunder "The X-Files", "Heat" og "Jason Bourne".

Musikerens mange op- og nedture som kunstner førte til et storforbrug af alkohol og stoffer, og som nedenstående trailer understreger, er dokumentaren ikke bleg for at gennemgå Mobys nederlag såvel som hans triumfer.

"Moby Doc" udkommer i udvalgte amerikanske biografer og på VOD den 28. maj.

Kommentarer

"Moby Doc": Første trailer til dokumentar om den banebrydende musiker

  • ★★★0

    Jeg husker ret tydeligt, hvordan jeg blev forelsket i nummeret "Flower", da jeg var i biffen for at se Gone In 60 Seconds.

    Så jeg skyndte mig at undersøge, om ikke ham Moby havde lavet en masse andet, jeg kunne lide. Det havde han ikke.

    Og det går op for mig nu, at det eneste Moby-musik, jeg rent faktisk kan huske at have hørt, er de gange, hans musik er brugt i film-sammenhænge.

    HonoDelLoce 6-04-21 11:10

  • ★★★★1

    Jeg var meget begejstret for elektronisk musik, da jeg var ung, men min smag har ændret sig meget over de sidste 20 år, og nu bryder jeg mig ikke om det. Det eneste jeg dog jævnligt hiver frem er lige præcis Moby, så denne doc skal jeg helt sikkert have set.

    dyg 6-04-21 11:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen