Trailer: Nu er den her endelig! Traileren til Tommy Wiseaus længe ventede hajfilm: "Big Shark"

Manden bag "The Room" er snart klar med sit næste mesterværk.

Siden den første "Sharknado" blev en vaskeægte verdenssensation for præcis 10 år siden, er der udkommet et hav af (mere eller mindre) humoristiske hajfilm.

Her på Moovy har vi bl.a. delt trailers til festlige film om hajer på land, forbandede vampyrhajer, hajer på kokain, besatte hajbamser og sågar muterede rumhajer på Månen.

Mange vil nok mene, at den finurlige nichegenre allerede er druknet i nonsens. Men når den næste, gakkede hajfilm, "Big Shark", har selveste Tommy Wiseau i instruktørstolen, så er det selvfølgelig umuligt ikke at skrue forventningerne helt op.

Den levende legende er trods alt manden, der både skrev, finansierede, instruerede og spillede hovedrollen i den tidløse kultfilm "The Room", som vi dykkede helt ned i tilbage i 2016:

Se også: Moovy TV går bag om "verdens værste film"!

Vi skrev oprindeligt om "Big Shark" her på Moovy helt tilbage i start-2019. Og filmens langstrakte udrugning har for længst fostret rygter om, at "Big Shark" aldrig ville blive færdiggjort. Men nu har Wiseau altså delt nedenstående trailer med omverdenen.

I "Big Shark" følger vi tre brandmænd – George, Patrick og Tim – som kæmper for at redde New Orleans fra en (surprise!) meget, meget stor haj.

"Big Shark" bliver vist i en række udvalgte amerikanske biografer fra og med den 2. april. Først om otte måneder lancerer Wiseau en såkaldt Official Final Cut Version af filmen, som formentlig bliver tilgængelig via VOD og Wiseaus egen webshop – som i øvrigt også sælger Wiseaus boksershorts, som traileren også finder tid til at reklamere for (og af uransagelige årsager er der også langt mere boksning end hajkampe i traileren).

Vi glæder os til at finne ud af, om Wiseau stadig kan lave mesterlige makværker af rang – tjek traileren ud her:

Kommentarer

Nu er den her endelig! Traileren til Tommy Wiseaus længe ventede hajfilm: "Big Shark"

  • 0

    Store hajer? I'm game. De er nu meget humoristiske disse film og jeg kan kun grine i takt med dem, da de som regel er så over the top. Slå hjernen fra og snyd blødet flyde.

    ccbj24-03-23 08:35

  • ★★★2

    Jeg skal jo nok se den, bare fordi Tommy Wiseau, men jeg regner med at Wiseau forsøger at genskabe den "magien" fra The Room og vil lave endnu en "so bad it's good" film. Jeg kan ikke komme på et eneste tilfælde, hvor det er lykkedes.

    NSF24-03-23 11:42

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen