Trailer: Ny musikalsk trailer til Pixars "Soul"

Filmen hylder musikken og livet i, hvad der ligner endnu en rørende og hjertevarm Pixar-perle.

Pixar har frigivet en spritny og stemningsfuld trailer til studiets næste animationsfilm "Soul", hvor vi følger en typisk dag i hovedkarakteren Joe Gardners liv. Traileren kan ses herunder.

Joe (Jamie Foxx) er musiker og underviser. Musikken er hele hans liv, og han har netop fået sin drøm om at optræde i New Yorks bedste jazzklub opfyldt. Alt tegner lyst, lige indtil Gardner på tragisk vis omkommer for så at havne i det hinsides – et fantastisk sted, hvor nye sjæle tildeles personligheder og interesser, inden de ankommer til Jorden.

Her møder Joe en anden sjæl ved navn 22 (Tina Fey), og sammen skal de nu forsøge at få Joes sjæl tilbage til hans jordiske rester, hvilket sender det umage par på en fantastisk rejse gennem den kosmiske verden. En rejse, der vil besvare nogle af livets helt store spørgsmål.

"Soul" har Pixar-veteranen Pete Docter i instruktørstolen, og filmen får amerikansk premiere 20. november, mens vi her til lands må vente indtil 25. december.

Kommentarer

Ny musikalsk trailer til Pixars "Soul"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen