Trailer: Ny og anderledes trailer til Marvels "Thunderbolts*" fremhæver filmholdets tidligere bedrifter

Man bør ikke længere være i tvivl om, at der er masser af store talenter foran og bag kameraet på Marvels nyeste produktion. Mon de kan levere varen i fællesskab?

Det næste kapitel i Marvels MCU-saga, "Thunderbolts*", lander i biffen om halvanden måneds tid, og Marvel Studios har netop frigivet en ny og kort, men actionmættet trailer, som ikke blot nævner, hvad dens skuespillere tidligere har lavet, men også hvad dens manuskriptforfattere, scenograf, filmfotograf og komponister før har lavet.

Den alternative markedsføring understreger, at "Thunderbolts*" ikke er lavet af folk, som er vant til at producere metervarer. Så oven på et par finansielle skuffelser, som anmelderne også har været lunkne over for – inklusive "Eternals", "The Marvels" og senest "Captain America: Brave New World" – satser Marvel på, at "Thunderbolts*" i dén grad får MCU-franchisen tilbage på ret køl.

I filmen slår seks af Marvels "mest anti"-superhelte sig sammen for at besejre en gådefuld fjende. Der er tale om Black Widows adoptivsøster, Yelena Belova, samt Red Guardian (David Harbour) og Taskmaster (Olga Kurylenko), der alle blev introduceret i 2021's "Black Widow". Den trio suppleres af den gådefulde Ghost (Hannah John-Kamen) fra "Ant-Man and the Wasp", ekssoldaten John Walker (Wyatt Russell), som kortvarigt var den nye Captain America i serien "The Falcon and the Winter Soldier", samt Bucky Barnes (Sebastian Stan), der er bedst kendt som The Winter Soldier, og som har optrådt i adskillige Marvel-projekter siden den første "Captain America"-film fra 2011.

Vi interviewede i øvrigt førnævnte David Harbour ("Stranger Things") om netop "Black Widow" tilbage i 2021:

Se også: Bag om "Black Widow" med David Harbour og O-T Fagbenle

"Thunderbolts*" er instrueret af den Emmy-belønnede Jake Schreier, der stod bag forrige års skamroste miniserie "Beef", og som derudover har film som "Paper Towns" og "Robot & Frank" på CV'et.

Og Joanna Calo og Lee Sung Jin, der skrev manuskriptet til netop "Beef", har udarbejdet drejebogen til "Thunderbolts*" sammen med Marvel-veteranen Eric Pearson ("Thor: Ragnarok", "Black Widow").

Ud over de førnævnte stjerner byder rollelisten på navne som Julia Louis-Dreyfus, Lewis Pullman og Rachel Weisz. Pullman spiller superhelten Sentry, som for første gang optræder i MCU-sagaen.

"Thunderbolts*" får dansk biografpremiere den 30. april 2025, og den omtalte trailer kan ses her:

Kommentarer

Ny og anderledes trailer til Marvels "Thunderbolts*" fremhæver filmholdets tidligere bedrifter

  • ★★★★★0

    Herligt med en anderledes trailer i forhold til en ja standard Marvel trailer, der virkelig også sælger hele vibet fra den her gruppe af mennesker.

    og også dem bagved cam’et. 

    Elwood 8-03-25 17:42

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen