Musikvalget er en kende bedre her i trailer #2.
Trailer: Ny storslået trailer til "Gladiator II"
Paul Mescal spiller Maximus' søn i Ridley Scotts længe ventede fortsættelse.
Godt et par måneder efter vi fik den første teaser har Paramount Pictures nu frigivet en længere, storladen trailer til Ridley Scotts "Gladiator II", der bygger videre på Scotts Oscar-belønnede etter fra 2000.
Og mens Russell Crowes heroiske gladiator i den første film, Maximus Decimus Meridius, døde efter at have dræbt den grufulde kejser Commodus, så afslører den spritnye "Gladiator II"-trailer noget, som fans længe har gisnet om: hovedpersonen i 2'eren, Lucius (Paul Mescal), er faktisk Maximus' søn.
I den oprindelige "Gladiator" blev det slået fast, at Maximus og kejserdatteren Lucilla (Connie Nielsen) engang var et par. Og i nedenstående trailer vender Nielsen tilbage for at fortælle sin forviste – og nu voksne og tilbagevendne – søn, at hans far var Crowes hedengangne hærfører.
Se også: Moovy TV møder Connie Nielsen - Wonder Womans mor!
Lucius vokser op i Romerrigets nådesløse, yderste afkroge uden kendskab til sit ophav, indtil den magtfulde romer Macrinus (Denzel Washington) hverver Lucius til sin kamp mod Roms selviske og psykotiske kejserpar, Caracalla og Geta.
Ud over Nielsen, Washington og Mescal medvirker bl.a. Pedro Pascal ("The Mandalorian"), Rory McCann ("Game of Thrones"), Joseph Quinn ("A Quiet Place: Day One") og Fred Hechinger ("The White Lotus") i "Gladiator II", hvori Shakespeare-veteranen Derek Jacobi vender tilbage som den romerske senator Gracchus.
"Gladiator II" slår dørene op til Colosseum den 14. november. Se den nyeste trailer her: