Trailer: Ny trailer til Disneys filmudgave af musical-hittet "Hamilton"
Det gigantiske musical-hit kan snart streames på Disney+.
Disney har ikke lavet en "ordinær" filmatisering af musicalen "Hamilton", der er skrevet af Lin-Manuel Miranda, som tidligere har optrådt i "Mary Poppins vender tilbage" og skrevet adskillige sange til Disneys animerede "Vaiana".
I stedet er der tale om en filmet opførelse af musicalen på Broadway udført af det oprindelige skuespillerhold tilbage i 2016, der kombinerer det bedste fra teaterverdenen og filmmediet.
Den oprindelige "Hamilton"-musical blev et gigantisk hit og har indtjent godt 635 mio. dollars alene på Broadway, og stykket vandt i sin tid hele 11 Tony-priser (teaterverdenens Oscar) samt en Pulitzer-pris. Disney har betalt 500 mio. kroner for filmrettighederne til det prisbelønnede Broadway-stykke.
"Hamilton" beretter om en af USA's grundlæggere, Alexander Hamilton, der voksede op i fattige kår, men som i slutningen af 1700-tallet blev en af landets mest magtfulde og indflydelsesrige politikere.
Filmudgaven får premiere på Disney+ 3. juli (og streaming-tjenesten lanceres den 15. september her i Danmark), og du kan se den nyeste trailer herunder: