Trailer: Ny trailer til "First Man" med Ryan Gosling som Neil Armstrong

Det biografiske drama skildrer én af verdenshistoriens absolut farligste missioner om det første menneske på månen.

Ryan Gosling og den Oscar-vindende instruktør Damien Chazelle, der begge høstede stor anerkendelse for musicalen "La La Land", genforenes på "First Man" om den første bemandede månelanding.

Gosling spiller hovedrollen som astronauten Neil Armstrong, der blev det første menneske, som betrådte månen i juli 1969 i én af historiens vanskeligste og mest dristige missioner.

Som det fremgår af den nye trailer herunder, havde NASAs særdeles komplicerede projekt store personlige og familiemæssige omkostninger for dem, der var allermest involverede i den utrolige begivenhed – ikke mindst for Armstrongs hustru, Janet, der i filmen portrætteres af Claire Foy ("The Crown"), og parrets børn, som naturligvis alle var dybt bekymrede over den dødsensfarlige rummission.

Vi skal dog stadig vente en rum tid, før det historiske drama lander i de danske biografer 25. oktober.

Kommentarer

Ny trailer til "First Man" med Ryan Gosling som Neil Armstrong

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen