Så faktisk helt rimelig ud, lige indtil "næsehornet" dukkede op. Men fint underlægningstema.
Trailer: Ny trailer til "Kraven the Hunter" – Sonys nyeste "Spider-Man"-spin-off efter "Morbius" og "Madame Web"
Aaron Taylor-Johnson spiller den blodtørstige Marvel-skurk/antihelt.
Sony Pictures har fortsat filmrettighederne til alle de helte og skurke, som optræder i Marvels kulørte tegneseriehæfter om Spider-Man og hans mange venner og fjender.
Derfor har Sony i flere år forsøgt at kickstarte deres eget sammenhængende superheltefilmunivers – lidt à la Marvels MCU og DC's DCEU (som snart afløses af det såkaldte DCU).
Sony har produceret to (snart tre) "Venom"-film, som klarede sig godt ved billetlugerne, selvom de blev revset af de fleste kritikere. Og i 2022 udgav Sony den gudsjammerlige "Morbius", som både floppede finansielt og blev svinet af pressekorpset, før den pludselig udviklede sig til en mindre kultfilm – netop i kraft af sin imponerende elendighed. Sidste år kom så "Madame Web", der ligeledes mønstrede en dårlig bundlinje og skrækkelige anmeldelser.
Og nu har Sony frigivet en ny trailer til deres seneste "Spider-Man"-spin-off: "Kraven the Hunter", som har Aaron Taylor-Johnson ("Kick-Ass", "Tenet") i titelrollen.
Se også: "Morbius"-interview med instruktøren Daniel Espinosa
Kraven (hvis mundrette fødenavn er Sergei Dimitri Symostivych Kravinoff) er en af Spider-Mans helt store fjender – en bomstærk jæger, som efter et blodigt møde med en sulten løve pludselig får særegne superkræfter.
I Marvels tegneserier higer Kraven efter at bevise sit værd som jæger ved at få ram på den største helt derude – altså Spider-Man. Men Kraven har samtidigt et solidt æreskodeks og en respekt for sine modstandere, der indimellem transformerer ham til en antihelt, der kæmper side om side med Spider-Man og de andre Avengers.
Sony står selvfølgelig også bag de tre succesfulde "Spider-Man"-film med Tom Holland, men dem producerer de i samarbejde med Marvel Studios, og de udfolder sig ikke ikke umiddelbart i samme univers som "Venom", "Morbius", "Madame Web" og nu "Kraven the Hunter".
Ud over Taylor-Johnson medvirker bl.a. Ariana DeBose, Christopher Abbott, Alessandro Nivola og Fred Hechinger. Russell Crowe spiller Kravens strikse far. Som traileren understreger, bliver "Kraven the Hunter" en blodig affære – og vel at mærke den første R-ratede Marvel-film produceret af Sony. Opnår den mon bare en brøkdel af samme succes som den R-ratede "Deadpool & Wolverine"?
"Kraven the Hunter" er instrueret af J.C. Chandor ("All Is Lost"), mens manuskriptet er skrevet af Richard Wenk, Matt Holloway og Art Marcum, som har skrevet film som "The Expendables 2", "The Hitman's Apprentice", "Men in Black: International" og "Transformers: The Last Knight". Javel, ja.
Filmen – som er blevet udskudt adskillige gange, hvilket sjældent er et godt tegn – lander i de danske biografer den 12. december. Den nyeste trailer kan ses her: