Trailer: Russiske rum-hajer går amok på Månen i "Shark Side of the Moon"

I rummet kan ingen høre dig skrige... af grin.

Månens bagside, som altid vil vende væk fra Jorden, har i evigheder fascineret kunstnere af alskens afskygninger – fra Pink Floyds legendariske album fra 1973 til genrefilm som "Transformers: Dark of the Moon" og "Iron Sky", som postulerede, at der hhv. befinder sig sovende kæmperobotter og nazister i Månens evige mørke.

Men en ny film fra det berømte (og berygtede) filmselskab The Asylum postulerer, at der gemmer sig noget endnu vildere på Månens skyggeside: genmodificerede, usårlige hajer, der blev skabt af Sovjetunionen under den kolde krig. Det lyder plausibelt i vores ører.

Se også: "Sharkula": Hvidhaj forbandet af Dracula går amok i tåkrummende trailer

Den sovjetiske hær kunne dog hverken kontrollere eller dræbe de hyperaggressive havdyr, så de valgte i stedet at sende dem til Månen. Ender historien så dér? Ah, måne dog!

I nutiden rejser et hold af amerikanske astronauter så afsted for at reparere et modul på Månens bagside, men her møder de så pludselig de uovervindelige, russiske rum-hajer.

Samtlige roller spilles af skuespillere, I aldrig har hørt om, mens manuskriptet er skrevet af Ryan D. Ebert, som tidligere har forfattet The Asylum-produktionerne "Apocalypse of Ice" og "San Andreas Mega Quake".

Om "Shark Side of the Moon" holder vand finner vi ud af, når den udkommer på den amerikanske streamingtjeneste Tubi den 12. august. Vi ved ikke, hvor eller hvornår danske hajfans kan se filmen, men traileren kan ses her:

Kommentarer

Russiske rum-hajer går amok på Månen i "Shark Side of the Moon"

  • 1

    Smukt Johan. Smukt! <3

    jarlen29-07-22 19:54

  • ★★★★★1

    Smukt Johan. Smukt! <3

    Haha, tak Jarl! :D og jeg er netop nu i dialog med manuskriptforfatteren om et interview - jeg stod flere timer ved siden af ham i en kø til en McDonald’s i Los Angeles i oktober 2017, hvor de havde genoptrykt en eller anden sauce, som Rick and Morty havde gjort berømt igen, og som en medrejsende veninde ville have. Ikke nok sovs, masser af politi, helikoptere, slagsmål… og nu er vi så her! Lille verden :D

    The Insider29-07-22 20:04

  • 0

    Episk!

    TheRealLukeSkywalker30-07-22 09:47

  • ★★★0

    Haj alle

    Tænder den trailer også jer…..

    Gormanden30-07-22 10:28

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen