Trailer: Se første trailer til Disneys sci-fi-filmatisering "A Wrinkle in Time"

Walt Disney Pictures har sluppet den første trailer løs til "A Wrinkle in Time", der er en filmatisering af den klassiske sci-fi-roman af samme navn. I filmen ses bl.a. Chris Pine ("Wonder Woman") og Reese Witherspoon.

Fortællingen følger den unge pige Meg, der sammen med sin bror drager på en eventyrlig rejse gennem tid og rum for at finde deres forsvundne far, videnskabsmanden Alex Murry (Pine). Faderen er nemlig kommet galt af sted efter at have eksperimenteret med tidsrejser, og for at få ham hjem igen må søskendeparret finde vej til ham gennem universet. Undervejs får de hjælp af en trio af himmelske væsner spillet af Witherspoon, Oprah Winfrey og komikeren Mindy Kaling ("The Mindy Project").

Udover førnævnte stjerner er også Gugu Mbatha-Raw ("Free State of Jones"), Michael Peña ("Ant-Man") og Zach Galifianakis ("Tulipanfeber") at finde på rollelisten. Storm Reid ("12 Years a Slave") har hovedrollen som Meg Murry.

"A Wrinkle in Time" er som sagt baseret på bogen fra 1963 af Madeleine L'Engle. Herhjemme udkom den i sin tid under titlen "Rejsen til det ukendte". Bogen er tidligere blevet filmatiseret som tv-film i 2003.

Bag kameraet på det kommende projekt står Ava DuVernay, som tidligere har lavet Martin Luther King-filmen "Selma" og senest dokumentaren "13th" for Netflix.

Du kan fange "A Wrinkle in Time" i de danske biografer 8. august 2018. Se traileren herunder.

Kommentarer

Se første trailer til Disneys sci-fi-filmatisering "A Wrinkle in Time"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen