Trailer: Se traileren til Bille Augusts filmatisering af "Lykke-Per"

Instruktørens næste film tager udgangspunkt i Henrik Pontoppidans romanklassiker af samme navn.

Nordisk Film og TV 2 Danmark har nu offentliggjort den første trailer til Bille Augusts kommende storfilm, det episke kærlighedsdrama "Lykke-Per", som er baseret på nobelprisvinder Henrik Pontoppidans litterære mesterværk af samme navn.

"Lykke-Per" er en medrivende fortælling om Peter Sidenius, et moderne og ambitiøst menneske, der stræber efter det lykkelige liv og frigørelsen fra barndomshjemmets snævre rammer.

På jagt efter lykken flytter Per væk fra det landlige Jylland, sin strenge opvækst i det stærkt religiøse hjem og sin patriarkalske præstefar og sætter sejl mod København for at studere til ingeniør. I hovedstaden kaster Per sig ud i storbylivet, men selvom Pers ihærdighed og stædighed kaster kontakter, venskaber og sågar kærlighed af sig, trækkes han stadig med arrene fra barndommen og sin dogmatiske familie, der ikke vil acceptere hans nye liv. Trods al sin fremgang har Per svært ved at bryde båndene og slippe af med de sår, hans strenge, religiøse baggrund har givet ham – og han frygter, at han nu som voksen vil komme til at gentage faderens adfærd.

"bedrag"-stjerne i hovedrollen

Hovedrollen som Peter Sidenius – Lykke-Per – bringes til live af skuespiller Esben Smed, der tidligere har spillet hovedrollen i "Aminas breve" og medvirket i bl.a. "Sommeren '92" og DR-serien "Bedrag". Overfor ham kan man opleve Katrine Greis-Rosenthal, som bl.a. har medvirket i "Fasandræberne" og tv-serier som "Heartless", "Broen III" og "Bedre skilt end aldrig".

Rollelisten tæller desuden navne som Jens Albinus, Rasmus Bjerg, Tommy Kenter og Julie Christiansen. 

"Lykke-Per" er instrueret af Bille August og forfattet af Bille August og Anders August. Den er baseret på Henrik Pontoppidans delvist selvbiografiske roman, der blev til over en periode fra 1898 til 1918. August har tidligere filmatiseret romaner som Martin Andersen Nexøs "Pelle erobreren" i 1987 og Victor Hugos "Les Misérables" i 1998.

Bille Augusts nye film får biografpremiere 30. august. I forbindelse med filmen er der også produceret en miniserie, som vil blive vist senere på TV 2. Du kan tage et første kig på traileren herunder:

Kommentarer

Se traileren til Bille Augusts filmatisering af "Lykke-Per"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen